Visehåndskrifterne

Delundersøgelsen af visehåndskrifterne

Visehåndskrifterne har ikke fået nær så megen opmærksomhed, som viserne, der blev taget ud af dem og sat ind i viseudgivernes konstruktioner.

I den tidlige videnskabs periode

100-visebogens udgiver, Anders S. Vedel skrev i år 1591, at forlæggene til viserne var ”i nogle Bøger mange gamle Danske Viser”.

200-visebogens udgiver, Peder Syv anførte i år 1695, at han havde hentet forlæg til viserne på ”Archiverne”.

Bertel C. Sandvig og Rasmus Nyerup, der udgav Levninger af Middelalderens Digtekunst 1-2 år 1780 og 1784, kommenterede som de første de visehåndskrifter, de havde hentet forlæg i. De markerede deri gennem, at både viserne og håndskrifterne hørte til i en større mængde af samme slags.

Rasmus Nyerup m.fl. udsendte Udvalgte danske Viser år 1812-14 og bragte deri en liste over visehåndskrifterne på Det kgl. Bibliotek. Den var baseret på en overførsel af den allerede etablerede forudsætning om visernes spredning til visehåndskrifterne.

I den moderne videnskabs periode

Svend Grundtvig anså også visehåndskrifternes fremstilling for at have været spredt ud på enkeltpersoner i sin forøgede liste over dem i Prøve og Plan for Danmarks gamle Folkeviser år 1847. Han føjede til, at der

”bør til den fuldstændige Udgave af Danmarks Kæmpeviser slutte sig en udførlig Beskrivelse af dens haandskrevne Kilder, hvori disses Beskaffenhed og Historie samt deres indbyrdes Forhold saa vidt muligt opklares” (s. 41, 1847).

Grundtvig forventede, at ordningen af teksterne efter vise og derindenfor efter varianter ville synliggøre baggrunden for håndskrifternes indbyrdes forbindelser. Han skubbede derfor håndskriftsundersøgelsen ud til efter afslutningen på DgF’s tekstdele. De kom til at fremvise et uigennemskueligt virvar af indbyrdes tekstforbindelser, men ingen forklaring derpå.

Henrik Grüner Nielsen forsynede i 1930-31 DV’s registerbind med kortfattede håndskriftsbestemmelser, baseret på forudsætningen om visernes spredte forekomst og visehåndskrifternes spredte fremstilling. Da DgF blev afsluttet med et registerbind i år 1976, var diskussionerne om, hvorvidt viserne var folkeviser fra middelalderen eller adelsviser fra renæssancen blevet kædet sammen med interessen for subkulturelle miljøer.

Registerbindets håndskriftsbestemmelser supplerede de foregående ved at lægge særlig vægt på at identificere og lokalisere enkeltpersoner, som kunne forbindes med det ene eller andet håndskrift og placeres i en social og geografisk determineret subkultur. De indbyrdes tekstforbindelser blev hverken kortlagt eller forklaret.

Denne undersøgelse

Forudsætningen om visernes spredning blev først anfægtet, da denne undersøgelses første fase gav grundlag for en tese om kancelliets skriveprocesser samt anviste en mulig fremgangsmåde for at afdække visehåndskrifternes fremstilling, anvendelse og indbyrdes forbindelser.

Tesen om kancelliets skriveprocesser

Visehåndskrifterne er undersøgt ud fra tesen om kancellisternes centraliserede skriveprocesser. Den tog form, da det viste sig, at (vesml) havde kladdestatus og havde givet forlæg til adskillige renskrevne visehåndskrifter. Det blev afsæt for en skelnen mellem den ophobede mængde af visetekster og de renskrevne visehåndskrifter samt en opdeling af skriveprocesserne i tre led:

• løbende nedskrivning af viser ved de professionelle skrivere og/eller sangerne selv samt disses indlevering deraf
• opbevaring af de løbende indleveret visetekster i den ophobede mængde, som kunne passes gennem omskrivninger, f.eks. tekstforbedringer, fornyelse af papiret og samling af løsblade som det ses i (vesml)
• distribution af renskrevne visetekster på løsblade og i visehåndskrifter, fremstillet på specifikke tidspunkter efter forlæg fra den voksende ophobede mængde.

Tesen om de centraliserede skriveprocesser forbandt visehåndskrifterne med hinanden og med det omgivende miljøs visecirkulation. Den pegede samtidig på kancellisternes rationelle formål med at etablere og forvalte de ressourcekrævende skriveprocesser, der kunne bruges til at selektere i massen af viser og dermed til at kultivere hoffets sangtradition.

Tesens komplikationer

Tesen var enkel, men blev kompliceret af mulighederne for at spatiere skriveprocessernes tre led og for at genbruge teksterne i henholdsvis den ophobede mængde og i de renskrevne visehåndskrifter.

• skiftende sangere kunne vælge tekster ud og transformere dem til sang ved at forme med på ordene og sætte melodi til
• skrivere og/eller sangere kunne nedskrive den ny viseversion med få eller flere omdannelser og i den forbindelse hente mere eller mindre støtte i den tekst, der havde været deres sæt, hvorefter den kunne indlemmes i den ophobede mængde
• de fremkomne varianter af de tidligere distribuerede viser kunne vælges ud som forlæg for et senere visehåndskrift på lige fod med alle andre tekster i den ophobede mængde.

Dertil kom, at tesen kunne kædes sammen med de fysiske skel på kongens slot i København.

De fysiske skel

Den ophobede mængde må have været i kancelliets skrivestuer, som hoffets gårdret forbød andre at komme i. Det var således en undtagelse fra reglen, at Anders S. Vedel havde fået lov til at deltage i omskrivning af teksterne til (vesml).

De renskrevne visehåndskrifter kunne derimod godt stå i kongens bibliotek, som flere indenfor hoffets personale- og gæstegrupper havde adgang til.

Kancellister såvel som andre sangere ville kunne genbruge tekster fra henholdsvis den ophobede mængde og de renskrevne visehåndskrifter. De kunne omdanne efter samme forlæg på springende tidspunkter. De ville kunne skrive ned på ny, så de fik nytilkommende og omdannede viser til at flyde sammen i den ophobede mængde. Teksterne deri ville såvel få hver sine skrive-, læse-, synge- og transformationstider som kunne vælges ud som forlæg til samme renskrevne visehåndskrift.

Tesen om kancelliets skriveprocesser kunne forklare om tidsforskydninger indenfor de enkelte visehåndskrifters tekstmasse og om deres mange indbyrdes forbindelser, som kunne fremkomme gennem nedskrivning efter sang ad flere omgange, omskrivninger under opbevaringen og sangernes medietransformationer.

Tesen måtte afprøves og uddybes, så et enkelt visehåndskrift blev valgt ud til detaljeret analyse for at støtte gennemgangen af dem alle.

Fremgangsmåden

Samtlige visehåndskrifter er undersøgt for at afsøge rækkevidden af den centralisering, jeg fandt gældende for (vesml)s vedkommende. I hvilket omfang kunne visehåndskrifterne forbindes med kancelliets formodede skriveprocesser? Reflekterede deres indbyrdes forbindelser skriftlig og mundtlig visecirkulation indenfor hoffet samt i dettes omkreds?

Det var hensigten at afprøve min tese om visehåndskrifternes tilknytning til hoffet. De mange visehåndskrifter blev derfor isoleret fra den formodede kontekst og gennemgået et for et.

Der er ikke taget højde for hoffets organisation samt dets interne og eksterne udveksling på forhånd. Der er heller ikke taget hensyn til, at håndskriftsproduktionen strakte sig frem gennem en periode, hvor de reformerte idealer og normer gradvist blev til selvfølgelige traditioner for generationer, der ikke havde oplevet andre.

Sangernes og skrivernes gradvise overgivelse til efterfølgende generationer; visernes forbindelse til erfaringer, holdninger og moral indenfor det i tid og sted efterhånden identificerede miljø samt visernes udtryk for dettes perceptionsmåder måtte tone frem undervejs.

For kontekstoplysninger henvises til bind 1 og for visecirkulation forbundet med personernes bevægelse ind i og ud ad hoffet henvises til bind 3.

Den store udfordring

Det blev den store udfordring at trænge ind bag den glatte overflade, som visehåndskrifterne har tilfælles med andre brugsgenstande, der ikke er forsynet med brugsanvisninger og intet forklarer om egen forudgående produktionsproces.

Den indgående analyse af Magdalena Sibyllas Visebog i bind 3 blev brugt til at identificere visehåndskrifternes implicitte spor efter fremstillingen samt af tilknytningen til forudgående visecirkulation.

Afsnit om hvert visehåndskrift

De efterfølgende afsnit gennemgår visehåndskrifterne et for et. De er baseret på de originale håndskrifter, men der er hentet nogen støtte i  kildeudgivelsernes ordning og registre. De enkelte afsnit forfølger de samme spørgsmål, men mulighederne for at besvare dem er svingende. Nogle af visehåndskrifterne er blevet ramponeret og langt fra alle har fået tilført brugerspor i form af navne og årstal.

Sporene

Der er søgt efter eksplicitte spor fra fremstillingen i dateringer og signaturer, men de sjældne. De implicitte spor er fundet i skrift og papir. De anonyme skrivere er identificeret gennem sammenligning med private breve og papirer i kancelliets arkiv på Rigsarkivet samt med digteres og historikeres håndskrifter på Det kgl. Bibliotek. Det anvendte papir er løseligt dateret ud fra vandmærker, som ofte er dårligt registrerede, men for fleres vedkommende er genfundet i kancelliets Tegnelser og Registre.

Der er søgt efter brugerspor i form af tilførte navne, sentenser og årstal. De er ført sammen med biografiske oplysninger og brugsanledninger, som i alle tilfælde har vist sig at være genbrugsanledninger. Sangere og tilhørere fik ikke lov til at sætte mærker i nye håndskrifter.

Sporene efter fremstilling og anvendelse gjorde det muligt at udrede visehåndskrifternes kronologiske række. De tydeliggør en signifikant tilknytning til bryllupsfester.

Tesen om kancelliets skriveprocesser skulle forklare visehåndskrifternes indbyrdes forbindelser samt belyse tilknytningen til miljøets kombination af mundtlig og skriftlig visecirkulation. Den blev også forfulgt ind gennem de kvantitative og kvalitative analyser de enkelte visehåndskrifters indhold.

Viseindholdet

Indholdet af viser blev registreret med støtte i kildeudgivelserne. De medtog imidlertid kun egne viser. Jeg udarbejdede jeg indholdsfortegnelser, som lagde henvisninger til om, hvor hver enkelt vise og variant også dukkede op. Fortegnelserne er lagt til grund for optælling af specifikke såvel som med andre fælles viser og varianter.

Min udredning af visehåndskrifternes kronologi gjorde det efterhånden muligt også at tælle antallet af nye viser og visegentagelser i forhold til foregående håndskrifter. De kvantitative data er kombineret med kvalitative analyser, der støtter sig på identifikationen af implicitte spor fra sangere og skrivere i bind 3.

Tekstanalyserne er foretaget ud fra ordlyden i de originale håndskrifter. Dermed inddrages forhold, som er sløret af kildeudgivelsernes ordning. Der er dog hentet støtte i dem samt i gengivelse af tekster i håndskrifter før år 1591 på cd-rom i Svøbt i Mår 3, 2001.

Analyserne fokuserer på episke forløb samt på forholdet til andre håndskrifters versioner og variantformer. De fremdrager dermed sporene fra skriveprocesserne og visecirkulationen samt peger på sangernes og skrivernes engagement. De medtager ind i mellem forholdet til miljøets oplevede virkelighed.

Det fremgår, at fælles variantformer havde baggrund i genbrug af samme forlæg fra den ophobede mængde og af de enkelte visehåndskrifter med eller uden mellemliggende omskrivninger.

Det fremgår desuden, at de forskellige variantformer havde flere baggrunde. Der er fundet eksempler på

– udkast og forbedrede tekster, som illustrerer vanskeligheder med at nedskrive en mundtlig sang

– skrivernes omskrivninger, inklusive på deres samarbejde af flere tekster til en vise

– sangerskift med episke og melodiske omdannelser med nye nedskrivninger til følge

– nye nedskrivninger med og uden støtte i den tekst, som sangeren tog sit afsæt i.

Der er også fundet eksempler på variation af tekster i den ophobede mængde, som tyder på, at der var sangere blandt kancellisterne.

Aktive personer

Jeg har lagt vægt på at identificere så mange sangere, skrivere og brugere som muligt, men visecirkulationen slørede af sig selv sangernes individuelle tilbøjeligheder. Kancellisterne forstærkede denne tendens ved at anonymisere, kollektivisere og omprojektere. De fjernede tegn på visemagerens identitet eller lokale tilhørsforhold, blandede forskellige sangeres bidrag ind mellem hinanden og indsatte eller fjerede miljøsignifikante aktører. De ønskede at tilfredsstille kommende, håndskriftsforbrugende sangeres behov for tekster, ikke at mindes de foregående.

Fremstillingens hovedafsnit

Fremstillingen nedenfor indledes med et afsnit, der opridser de foregående ideer om visehåndskrifternes fremstilling og forhold til sangtradition. Hovedvægten er lagt på kildeudgivernes ideer, da disse stadig præger forskningen, men det fremgår, at også andres mere eller mindre indgående undersøgelser er baseret på forudsætningerne om de spredte viser og den spredte håndskriftsfremstilling.

De efterfølgende afsnit om hver enkelt visehåndskrift er placeret i den udredte kronologiske rækkefølge, startende med Hjertebogen (hjb) år 1548 og sluttende med Thotts folio (totf) år 1732-34. De indeholder alle:

1. a) indledende præsentation om tidligere bestemmelser samt håndskriftets navn
2. b) forhold forbundet med fremstillingen, inklusive skriveridentifikationer og fremstillingsanledninger
3. c) tekstindholdet
4. d) tekstuelle forbindelser til andre visehåndskrifter i form af fælles og specifikke viser og varianter
5. e) spor efter anvendelsen, inklusive identifikation af brugere og brugsanledninger
6. f) overleveringsforløbet.

Sammenfattende afsnit

Asnittene om de enkelte visehåndskrifter munder ud i en række sammenfattende og konkluderende afsnit, omfattende:

* en samlet liste over visehåndskrifterne med dateringer, placering i forhold til kancellisternes skriveprocesser og ejerforhold

*en sammenfatning af sporene fra håndskrifternes fremstilling og anvendelse samt af identificerede anledninger dertil, som blandt andet fremdrager en traditionskæde indenfor kancelliet

*en sammenfatning af fordelingen over tid af visegenrer, emnekategorier, nye viser og variantformer, som blandt andet fremdrager sangtraditionens traditionskurve

*et sammenfattende afsnit om visehåndskrifternes overleveringsforløb

*et afsnit med få skriftprøver giver et glimt af mit grundlag for skriveridentifikationer.

Skriverhænder

Det lille udvalg af mine arbejdsfoto illustrerer, at de fleste match er fundet i kancelliets kopibøger Tegnelser og Registre, nu på Rigsarkivet (RA), selvom der som regel er tidsafstand mellem indskrivningerne deri og et visehåndskrifts fremstillingsår. Kancellisterne varierede deres skrift efter dokumenttype: private beskeder og breve; notater og udkast ud fra mundtlige beskeder; arkivalier til kancelliets eget brug eller officielle breve i kongens navn. Visehåndskrifter tilhørte en særlig kategori, som gav skriftlighed med kancelliets egne arkivalier, men som ind i mellem fremmede brug af vasaller, pyntede begyndelsesbogstaver og specielle grafiske tegn, i enkelte tilfælde også brug af en anden hældning eller af en ellers ikke anvendt skrifttype.

Bilagene

Bilag 1 indeholder lister over de enkelte håndskrifters tekster ud fra disses numre med henvisninger til kildeudgivelserne.

Bilag 2 indeholder en oversigt over DgF-visernes forekomst i visehåndskrifterne ud fra deres DgF-nummer. Det gør det muligt at slå omtalte visers forekomst op og illustrerer samtidig de tilsyneladende usystematiske indbyrdes forbindelser i form af fælles viser og varianter.

Praktiske oplysninger

Visehåndskrifterne befinder sig i København, Roskilde, Odense og Stokholm. De er alle gennemgået for spor efter fremstilling og anvendelse. Der er også brugt sammen med flyveblade og andre visetryk til at identificere de i kildeudgivelserne udeladte dansksprogede viser. Jeg har fået tilladelse til at tage arbejdsfoto i København, Roskilde og Odense. Udvalget deraf i afsnittet ”Skriftprøver” er optrykt i henhold til Ophavsretsloven 2014 § 23.

Brug af navneforkortelser

Håndskrifterne har fået personnavne ud fra svingende kriterier og flere af dem insinuerer en persontilknytning, som ikke er reel. De er ikke ændret, fordi kildeudgivelserne bruger dem, men de er neutraliseret til forbogstaver i parentes. Forkortelserne er anført i indholdsfortegnelsen, i de enkelte afsnits overskrifter og i den reviderede liste over håndskrifterne, som dette arbejde har ført frem til. Listen er placeret umiddelbart efter håndskriftsgennemgangene.

Håndskriftsbeskrivelserne

Håndskriftsbeskrivelserne i DgF XII D10 inddrager størrelsesforhold, som er udeladt her, hvor kun format og bladtal anføres.

Håndskriftsbeskrivelserne i såvel DgF som DV og DS indeholder desuden en liste over de i den enkelte udgivelse optrykte teksters nummer i det enkelte håndskrift samt i kildeudgivelsen, som ikke er medtaget her. Der skal dog henvises til disse lister her, fordi mine arbejdsbilag ikke er medtaget, fortrinsvis af pladshensyn.

Der skal tages et forbehold her overfor mindre og spredte tællefejl.

Der skal også gøres opmærksom på eksempler på mine arbejdsbilag i tillægget til dette binds afsnit om Hjertebogen samt til bilagene i bd. 1 og i bd.  3.