Hoffets og offentlighedens viser

– visen om Niels Ebbesen som et eksempel på forskel mellem hoffets og offentlighedens viser.

Hoffets og offentlighedens viser havde ikke samme ordlyd. Det kan forklares med, at de førstnævnte henvendte sig til det specifikke hofmiljø, mens de sidstnævnte var trykte og i princippet henvendt til enhver.

De traditionelle viser kunne let ændres af sangerne, som tilpassede deres sang til de konkrete situationer og til det specifikke miljø. Sangerskift, skiftende situationer og tider medførte variationer i visehåndskrifternes viser, som samtidig forblev tydeligt forankret i hofmiljøet eller i den adelige stand, hoffets ansatte hørte til i. Anders S. Vedel flyttede dem over i den almene offentlighed gennem 100-visebogen. Han henvendte sig i princippet til enhver og lagde ind i mellem nogle ekstra vers til, som fremhævede flytningen. Derefter skulle 100-visebogens brugere selv tilpasse deres sang til egne situationer og eget miljø. Hvordan, de gjorde det vides ikke.

Sangernes variationer af viser i visehåndskrifterne blev skrevet ned og hobet op i danske kancelli. De blev forlæg for nye renskrevne visehåndskrifter til sangernes brug. Det er dermed muligt at følge variationer indenfor det specifikke miljø. Den samme proces fandt ikke sted indenfor offentligheden. Det er dermed ikke muligt at følge variationer, som førte 100-visebogens viser ind i de enkelte lokalområders specifikke miljøer.

Visen om grev Gert og Niels Ebbesen

Det gældende princip om altid at tilpasse sig sit publikum fik konsekvenser for udgangen på visen om den jyske herremand Niels Ebbesen, der slog den holstenske grev Gert ihjel i år 1340. Det er et enkelt og illustrativt eksempel på forskel mellem hoffets og offentlighedens viser.

Hoffets sangere varierede visen ved at identificere sig med helten og tage bestik af fremførselssituationen på det tidspunkt og for det miljø, de sang.

Flytningen til offentligheden krævede imidlertid nogle ændringer. 100-visebogen skulle jo blot henvende sig til enhver, men også inkludere enhver. Dens udgiver, Anders S. Vedel, formulerede udgangsvers, som definerede befolkningens fællesskab.

[De citerede versioner kan læses i Danmarks Gamle Folkeviser III nr. 156. I 100-visebogen findes den i del 2 nr. 41]

Historien

Visen var inspireret af historiebøgerne. De middelalderlige krøniker og annaler, ikke mindst den i 1500tallet udbredte Danske Rimkrønike, fortalte meget kort om krigene før Valdemar 4 (Atterdag) blev konge.

Der var fra år 1332 ingen konge i riget, som omfattede hertugdømmerne Slesvig og Holsten, Norge og desuden de danske landsdele. Grev Gert havde pant i jysk gods, men lå i krig med de jyske herremænd om skattebetaling med mere. Niels Ebbesen anførte en mindre hærenhed, som overmandede og dræbte grev Gert. Han blev derefter selv slået af de holstenske ved Skanderborg. Slagene fik dog en ende kort tid efter. Der blev ifølge historiebøgerne først fred i riget, da den ny konge kom til.

Visen om Niels Ebbesen fortæller om drabet på grev Gert i år 1340. Den har episk stof fra historiebøgerne, men følger ikke deres kortfattede beretninger. Sangerne, som sang deres vise under 7-årskrigen mod Sverige år 1563-1570, lod Niels Ebbesen forsvare eget gods og land. De lod ham vinde – og overleve. De sang, at han fik et ekstra liv af en gammel kælling. Det var fantastisk og en belønning fra Gud. Derefter inkluderede sangerne sig selv og deres publikum. Hoffets og offentlighedens viser delte sig.

1. udgangsvers fra et visehåndskrift år 1569

Håndskriftet (re) blev skrevet sammen af ansatte i kongens danske kancelli  i år 1569 og derefter opbevaret i dettes ophobede mængde af forlæg. Det blev til under 7-årskrigen mod Sverige, som sluttede ved udgangen af år 1570. Dets version af visen om grev Gert og Niels Ebbesen sluttede da også af med at udtrykke sangerens vilje til at gå i krig.

2. udgangsvers fra visehåndskrifter efter fælles forlæg år 1572-1590

En af hoffets sangere, formentlig en af de få norske i danske kancelli i årene 1572-1590, varierede visen om grev Gert og Niels Ebbesen. Han ersattede i den forbindelse verset om vilje til krig med nogle andre om vilje til at drage hjem igen til eget gods.

Teksten blev i kancelliet indtil den blev forlæg for hoffets renskrevne visehåndskrift, (lbf), år 1596, hvor Christian 4 blev kronet. Samme tekst blev siden forlæg for Magdalena Sibyllas Visebog år 1637.

3. Udgangsvers fra et visehåndskrift år 1590-1591

I år 1591 holdt Frederik 2 bryllupsfesten for to af sine hofmænd. Der blev fremstillet et visehåndskrift til festen, (am) år 1590-91. Dets version af visen om grev Gert og Niels Ebbesen gav også udtryk for viljen til at vende hjem til eget gods – sådan som de to nygifte hofmænd ville skulle gøre det. Deres gods lå imidlertid ikke i Norge. Udgangsverset ændrede lidt på vers 59 i ovenstående version og udelod dennes to sidste vers:

4. udgangsvers i 100-visebogen år 1591

Anders S. Vedel kunne aflevere et eksemplar af den trykte 100-visebog i år 1591. Datoen for ceremonien er ukendt, men bogen var dedikeret til enkedronning Sophia. Hun var med til bryllupsfesten år 1591 og det er  sandsynligt, at overrækkelsen til hende fandt sted ved den lejlighed.

Visen havde fået nr. 41 og titlen: Greffue Gert aff Holsten bliffuer slagen af  Herr Niels Jepssøn ved Randers. Den var sat sammen af vers blandt andet (re), men Vedel havde fortolket dets sidste vers og lagt sit eget til. Det inkluderede enhver:

Sangernes regel

Hoffets og offentlighedens viser fulgte samme regel om, at sangerne skulle reagere på deres publikum i fremførselssituationen. De skulle give dem noget at identificere sig med.

Det fremgår i bind 1:  100-visebogen. Baggrund, indhold og langsigtede effekter, at kansleren havde sat præst og historiker Anders S. Vedel til at udarbejde manuskriptet til 100-visebogen. Den var til offentligheden og brugte visen om Niels Ebbesen til at samle folket om mottoet: Gud, Konge, Fædreland.

På viserne, visehåndskrifternes og 100-visebogens tid bestræbte det regerende styre sig på at udbygge staten og at ensarte befolkningens normativitet. Sangerne, skriverne og udgiverne støttede alle denne udvikling. De fortolkede det begivenhedshistoriske forløb, som historiebøgerne fortalte om, gennem deres vise og variantioner af den. De fulgte samtidig en regel om at forbinde deres fortælling med sig selv og med tilhørerne. Den ene udgang på visen om Niels Ebbesen var ikke mere rigtigt eller forkert end den anden. Anders S. Vedel forklarede i 100-visebogen, at poeterne havde frihed til at digte – til forskel fra en historiker, som ham selv.

Tiderne skiftede. Danmark tabte Slesvig-Holsten i krigen 1864. Den romantiske strømning greb de lærde, der både begyndte at skrive den danske litteraturhistorie og at udvikle folkemindevidenskaben. Visen om Niels Ebbesen blev optrykt mange gange og desuden blev den gendigtet i flere andre former. Den blev forstået på nye og nationalistiske måder.

Det er ikke alene en af mine pointer i Videnskaben og Viserne 1-3,  at der var forskel på hoffets og offentlighedens viser, men også, at vi skal være varsomme med at føre senere opfattelser og tilstande bagud i tiden. Jeg har derfor gjort meget ud af at udrede og at holde mig til kronologien. Forløbene i offentligheden og ved hoffet er fulgt fremad indtil viserne i hoffets visehåndskrifter havde fået prædikatet ‘folkeviser’. Det var før romantikken bredte sig. Folkemindevidenskaben og dansk litteraturhistorie tog form – ved at bygge videre på forløbene i den tidlige videnskabs periode.