Anders S. Vedel om reformationen

Anders S. Vedel anså reformationen år 1536-1537 for at være et nødvendigt brud med fortiden. Han skrev derom med egne ord og gengav desuden et par erindringsglimt. 

Reformationen var omdrejningspunkt i et langstrakt forløb, som ændrede troen, styreformen og befolkningens normativitet. Forløbets optakt var tumultarisk, men kritikken af den katolske kirkes lære og organisation spredte sig fra de gejstlige til troende fra alle grupper i samfundet. Høj som lav.

Christian 3’s magtovertagelse blev et omdrejningspunkt.  Kirken blev underlagt staten. Dens jord blev konfiskeret. Bisperne røg ud af kongens råd. De adelige besatte alle poster i rådet, i centraladministrationen, i lokaladministationen. De fik på hvert niveau kirken under sig. Dens materielle og politiske magt forsvandt. Dens teologiske blev til gengæld stor. I følge den ny lære skulle hver enkelt individ tro inderligt, føle og gøre det rigtige af sig selv. Kirkens ceremonier skiftede. Salmerne skulle synges på dansk. Biblen skulle læses på dansk. Alle skulle søge Guds nærhed. Alle skulle følge Hans bud.

Efter reformationen

Reformationsprocessen gled over i et opgør med kirkelige og verdslige traditioner, der blev udpeget til at være katolske. Det var ikke for at komme frem til noget nyt. Det var for at komme tilbage til det ur-gamle, til dét og de tilstande, som Gud havde skabt oprindeligt. De reformerte vendte rundt på begreberne gammelt og nyt. De angreb traditioner over en bred kam for at være menneskeskabte nye opfindelser. De pæsede det ny frem og det gamle tilbage oppe fra samfundets øverste top. Stadig flere i befolkningens brede lag arbejdede med.

Kongen med rådet (regering) og kancelliet (centraladministration) tog alle midler i brug. De udbyggede statsapparatet. De censurerede talte, skrevne og trykte ord. Reformationsprocessen inddrog stadig flere. Fortællere og sangere blev trukket ind i processen, hvis de da ikke allerede havde valgt at deltage i den under de tumulte år op til reformationen. De to sider i den store strid om troen havde bekæmpet hinanden med nidviser. Sangerne fortsatte med at anskueliggøre de reformertes idealer om gudfrygtighed, lydighed, dydighed og flid gennem deres viser. De opstillede mere eller mindre realistiske konfliktsituationer, oftest ved at sætte ydre magt overfor indre følelser. De udpegede rigtig og forkert adfærd ved at lade deres aktører handle sig gennem et episk forløb.

I Pavekrøniken år 1571

Anders S. Vedel (1542-1616) så reformationen som et afgørende vendepunkt. Den bragte det danske rige og dets troende hen til Gud og dennes oprindelige skaberværk. Væk fra djævlen i pavens skikkelse.

Kongens kansler Johan Friis fik Vedel ansat som præst ved Københavns Slot. Han gav den unge præst besked på at oversætte Pavekrøniken. Den indeholdt en kritik af pavemagtens gennem tiden voksende hang til ydre luksus. Den blev trykt i år 1571  med egne ord fra Anders S. Vedel om reformationen.

Holdningen fremgik af den lange titel:

”Antichristvs Romanvs. Romerske Paffuers leffnede oc gerninger/ fra Apostlers tid indtil dette / Aar aff atskillige sandrue Historier uddragne: Huor udaff huer mand kand/ lettelig see/huorledis den Romerske Antichrist haffuer begynt sit Rige/ oc siden det formered/ indtil hans Skalckhed er obenbaret ved Guds Ords Tienere/ oc hand maa nu snarlig foruente sit endeligt/”.

Fortalen til pavekrøniken

Anders S. Vedel satte sit arbejde ind i reformationsprocessens sammenhæng. Han  takkede Gud for at have åbenbaret sandheden om, at paven i Rom var antikrist. Martin Luther og andre trofaste Guds tjenere var, forklarede Vedel, gået i gang med uddrivelsen af antikrist i sidste øjeblik. De reformerte havde vendt udviklingen ved at afskaffe falske ceremonier, såsom messer, faste, pilgrimsfærd, helgens påkaldelser. De havde genindført ”rene skikke”, som stemte overens med Guds vilje.

Kansleren Johan Friis, der døde umiddelbart før værkets udgivelse, havde deltaget i reformationen og i den stadig uafsluttede reformationsproces. Det fremgik af udtalelserne fra Anders S. Vedel om reformationen, at han så sig selv og sin generation som arvtagere, der skulle fortsætte denne proces. Han ville, at de sande ”fromme christne” skulle læse, høre og lære af pavekrønikens beretning om, hvordan det stod i ”Belials Rige”.

Anders S. Vedel ville henvende sig til dem, ”som holde sig for borgere i Christi Rige oc den Christen Kircke/ oc ere udførde aff den wgudelige Babylon ved Euangelij Liuss”.  Han ville ikke tale til dem, ”som ere i Antichristens Rige oc obenbarlige bespotte Sandheds vey” (2v-3r). Han samlede mange udtryk for det onde og det gode. De skulle vise læserne, at den store kamp mellem modsætningerne gennemsyrede verden, rigerne og de enkelte.

Anders S. Vedel om reformationen efter kansler Johan Friis

Den store strid om troen havde påvirket alle, der oplevede den. Da kansler Johan Friis (1494-1570) døde kom der flere udsagn fra Anders S. Vedel om reformationen. Han fik lov til at prædike ved bisættelsen og til at udfærdige et testamonium. Deri fremhævede han, at Johan Friis havde oplevet to forskellige regimer, som adskilte sig klart fra hinanden. Vedel sagde:

”Thi der som wi ville acte den tid, hand haffuer leffued vdi, da skulle wi i sandhed forfare, saa merckelige forandring være skeed, baade i det Aandelige oc Verdslige Regiment, som ey tilforn i nogen Mand minde haffue begiffuet sig.” (s. 29)

Johan Friis havde oplevet den uro, som var fulgt i kølvandet på Martin Luthers opslag af sine 95 teser mod afladshandelen i år 1517. Han havde afklaret sig om troen og fundet indre fred meget tidligt. Han havde fået et særligt indblik i begivenhederne og også et særligt embede som den øverste for kongens centraladministration. Kansleren havde været en ener med stor indflydelse på, hvordan den danske befolkning bevægede sig gennem reformationsprocessen.

Kansleren havde tjent under tre konger, Frederik 1; Christian 3 og Frederik 2. Han havde taget initiativ til Anders S. Vedels ansættelse ved Københavns Slotskirke. Han fortalte den unge præst om sin omvendelse. Han havde som ung adelsmand studeret i Køln, hvor han blev magister i år 1519. Han var selv rejst derfra til Wittenberg for at opsøge Martin Luther og Philip Melanchton. Han havde også været i Rom i år 1520.

Kansler Johan Friis’ beretning

Anders S. Vedel genfortalte:

Anno domini 1517. begynte Morten Luther først at obenbare Antichristen, met sin predicken.

Nogen tid tilforne haffde D. Martinu Lutheru begynt, aff Gud Aand oc indskud, at Disputere imod Paffuen Afflad oc gruelige Affguderj. Predickede obenbarlig til Vittenberg, den rene trøstelige sande Euangelij Lærdom, oc beuiste aff den hellige scrifft at Mennisken bliffuer salig, aff Gud barmhiertighed ved Troen allene til den Kaarfeste Herre Iesum Christum. Thi gick da stort ord oc viide røcte aff Lutherj naffn, oc aff han tro methielpere Philippu Melanthon, huilcken met sine enfoldige oc klare scrifft, giorde it met Luthero. Disse to Mend at see oc høre, begærede da denne salige Herre [JF], oc der hand saa sig leilighed, drog hand her fra til Vittenberg, oc fuldende det som hannem lang tid haffd væriti begæring. Huad deri Dom oc mening, besynderlig Philippi vaar om hannem, det fortalde hand mig offte, met disse salige mend hederlige ihukommelse.

Oc der hand fick saa ret smag oc forstand paa den rette sande Christelige Religion, da haffuer hand hiulpet siden fast til, at den Papistiske surdey er vdfeyet heraff Riget, oc Iesu Christi Euangeliumer i stædet indplantet oc kommen paa fode. Huilcken vaar icke den ringeste velgierning, Gud beuiste Danmarcki rige ved hannem, iblant de andre wtallige mange, i disse Aar, vnder de gode Herrer, salige oc høylofflige ihukommelse, Kong Friderich den første oc Kong Christianden tredie. Oc endnu fremdeli vdi alli vor naadigste Herre oc Kongi, Kong Friderich den anden tieniste.

Værket trykt år 1571 kan læses i sin helhed duds, Nordisk Institut: Predicken over Kansler Friis 

Befolkningen omkring reformationen år 1536-1537

Der var antagelig under 1 million indbyggere i den dansksprogede del af kongeriget. Det omfattede, foruden de danske landsdele (inklusive Skåne), Norge og hertugdømmerne Slesvig-Holsten. En meget lille del af befolkningen boede i byerne. Flertallet var fæstebønder under store jordejere. Få, spredte selvejerbønder ejede kun ca.  5 % af jorden.

Adelstanden antages at have omfattet ca. 2.000 individer og for at have udgjort ca. 1/4 % af befolkningen. Den ejede ca. 45% af jorden. Den rigeste og mest magtfulde del af adelen talte ca. 40-50 slægter. De var kædet sammen af deres kontakt til hoffet, af deres embeder i statsadministrationen og af deres indgåede ægteskaber.

Kronen, dvs. kongefamilien og staten, kom til at eje ca. 50% af jorden efter konfiskation af kirkegodset i forbindelse med reformationen år 1536-1537.

De økonomiske og magtpolitiske forskelle var enorme indenfor det danske kongerige. Alle, der havde oplevet reformationen, kunne fortælle om voldsomme sammenstød og mangelsituationer. Nogle havde deltaget aktivt og ud fra en afklaring, sådan som Johan Friis gjorde det. Andre var blot kommet i alvorlig klemme undervejs.

Anders S. Vedel om reformationen efter præsten Jens Grundet

Anders S. Vedel var født i år 1542 og således efter reformationen. Han hørte flere beretninger fra den ældre generation, der havde oplevet omvæltningen. Han genfortalte også nogle få. Hans første læremester, præst og latinskolelærer Jens Grundet i Ribe havde ofte fortalt om sine oplevelser i den tumulte optakt til omvæltningen.

Jens Grundet fortalte især om sin tid i Malmø under Grevens Fejde år 1533-36. Der havde været borgerkrig og Jens Grundet havde været mere forvirret end afklaret at dømme ud fra Anders S. Vedels genfortælling i sin prædiken ved hans bisættelse i år 1561, trykt i år 1567. Den er lidt rodet. Det er svært at skelne mellem de mange begivenheder, som her blev forbundet med Christian 2’s flugt.

Anders S. Vedel sagde ikke direkte, at Jens Grundet havde kæmpet sammen med malmøborgerne på den tyske greves side og imod den vindende Christian 3. Det var også lige meget for Jens Grundet havde, som de fleste, været mere optaget af at klare eksistensen end af at afklare sig om troen. Han havde hverken haft overblik eller velovervejede handlingsstrategier. Han kunne blot takke sin Gud og skaber for, at han havde klaret det.

Jens Grundets beretning

”Da næmlig efter Christiern IIs fordrivelse greverne af Hoia og Tecelnburg med ufattelig frækhed var trængt ind i riget, der de nogle byer over på deres parti i den landflygtige konges navn”.

”Jeg husker godt at min lærer, saa ofte talen faldt paa denne krig, kunde fortælle mange timer i træk om de lidelser, han maatte døje under denne belejring; de havde, sagde han, svækket og undergravet hans legemlige kræfter, som han aldrig havde genvundet, og han klagede—-”

”Hvad skulde altsaa Grundet gøre, der hverken havde lært at drive et haandværk eller øve krigerfærd? Det syntes ham det mest nærliggende at give sig i tjeneste hos stenhuggerne g dem, der havde opsyn med murenes udbedring, for at læske og blande kalk til dem; men da han engang bragte mureren noget, som ikke var blevet tilbørlig opløst og læsket i kulen, og derfor blev yderst groft overfuset af ham, besluttede han sig til krigstjenesten, som han tidligere havde gruet for.

Det samme gjorde ogsaa to af hans fæller, der begge senere kom ynkeligt af dage før krigens ophør. Da den ene af dem, faa dage efter at han havde aflagt faneed til sin høvedsmand, havde vagt om natten og talte om et og andet med nogle af sine kammerater, der stod tæt ved, kom en kanonkugle flyvende fra lejren og berøvede ham i et eneste øjeblik baade mæle og liv; den anden, der laa syg i sit kammer, blev efter at belejringen var endt, funden død, gennemboret af krigsfolk, der var brudt ind til ham.

Vor Grundet takkede ofte Gud for hans vidunderlige beskyttelse ikke blot under disse skæbnevangre ulykker, der ramte hans fæller, men også under andre farer, der mange gange truede ham, ikke saa meget fra ydre fjender under de hyppige stormløb, som fra hans raa og vilde krigskammeraters side. /// Da Christian III omsider havde faaet byen i sin magt …”.

Efter fredsslutningen

Anders S. Vedel fortalte videre om Jens Grundets af Gud givne gode karakter og hans forløb efter fredsslutningen. Han var blevet sendt til Ystad, hvor han havde mødt præsten Sinning, som fik ham ind på Universitet. Alt var endt lykkeligt. Grundet blev en klog mand, en reformert præst og lærer. Han viste de unge vejen og satte dem i stand til at deltage i reformationsprocessen. Vedel kom til at gøre det gennem sit virke og sine værker.

Hundredevisebogen

Det af Vedels værker, der siden har vakt størst interesse sidenhen, er Hundredevisebogen, her forkortet til 100-visebogen, udgivet år 1591 under titlen

It Hundrede uduaalde Danske Viser/ Om allehaande Merckelige Krigs Bedrifft/ oc anden seldsom Euentyr/ som sig her udi Riget/ ved Gamle Kemper/ Naffnkundige Konger oc ellers forneme Personer begiffuet haffuer/ aff arilds tid indtil denne neruærindis Dag.

Videnskaben og Viserne bind 1, 100-visebogen. Baggrund, indhold og langsigtede effekter, opridser reformationsprocessens optakt, omdrejningspunkt og videre forløb. Det kommer ind på opgøret med traditionerne og om traditionsbegrebet. Det omtaler Anders S. Vedels virker og værker. Det belyser hans og visemagernes bevidsthed om reformationen. De så den som en omvæltning og som en nødvendighed. De støttede den gennem deres ord i. De ville sikkert ikke tilbage til hverken djævelske vildfarelser eller ydre og indre kaos. De kunne helt sikkert heller ikke tillade sig at formulere ønsker om det. Christian 3 og kansler Johan Friis havde været hurtige til at forbyde alt, hvad der kunne ses som katolske traditioner. De havde indført censur af talte og skrevne ord. Retningen for alle var tydelig: det nye skulle frem, det gamle skulle ud.

Læs mere om Videnskaben og Viserne bind 1-3. Klik her