100-visebogen

100-visebogen

100-visebogen lancerede og lagde præmisserne for den tidlige videnskab om viserne og i bredere forstand om fortælletraditionerne. Efterfølgende viseudgivelser fastholdt det derigennem udvalgte genstandsmateriale for teori- og metodeudvikling til helt ind i DgF og dermed i konceptet for folkemindevidenskaben. Dét gav forskningen problemer, som først er identificeret gennem denne delundersøgelse, som følger den lange historie forud for konceptskiftet.

Fremstillingens disposition følger tidslinjen. Den bærer desuden præg af undersøgelsens forløb, da den følger min vej frem til de endelige konklusioner om den tidlige videnskab om viserne. De under forløbet afprøvede vildveje er sorteret fra, men flere afsnit er indirekte påvirket af de indenfor forskningen omstridte spørgsmål.

Det drejer sig om afsnittet om reformationsprocessen, som her tillægges en stor betydning, den ikke har fået tildelt før indenfor videnskaben om fortælletraditionerne; afsnittet om Anders S. Vedels virke og værker, som ikke tillægges samme betydning her som hidtil; afsnittet om Vedels tekstredigeringer, der blev stærkt kritiseret i DgF og af senere forskning; afsnittet om viseudgivelserne, som ikke tidligere er blevet anset for at inkorporere viserne selv i sit videnskabelige system. Desuden drejer det sig om afsnittet om datidens holdninger til traditionsbegrebet, som tidligere er blevet overset, men her omtales i flere afsnit.

Hovedafsnit

Fremstillingen er delt i seks hovedafsnit, hvoraf det første omhandler af det forudgående forløb indenfor den offentlighed, som 100-visebogen blev sendt ud til. De efterfølgende afsnit forfølger stor set ensartede spørgsmål til den tidlige videnskabs udvikling, de lærdes debatter og befolkningens sang- og fortælletraditioner. Mulighederne for at besvare dem er svingende, men samlet set giver den tilstræbte ensartethed et indtryk af forholdet mellem kontinuitet og forandring indenfor den tidlige videnskab såvel som af forskellige gruppers viseperception og traditionsopfattelse.

1ste hovedafsnit: 100-visebogens baggrund

(for visehåndskrifterne henvises til bind 2).

Den almene historiske baggrund for 100-visebogen er fundet i reformationsprocessen. Der er lagt vægt på ombrydninger i traditionsnet, omfattende en flerhed af adfærdsregler, udtryksformer og moralske normer, samt på konflikten om traditionsbegrebet og det regerende styre stramme regulering deraf gennem lovgivning og censur. Striden om salmesangen og omtale samt tryk af religiøse og sekulære sange fremhæves, mens der gives et indtryk af det litterære marked.

Der er søgt efter en konkret baggrund for den tidlige videnskab om viserne i udgiveren Anders S. Vedels virke og værker. Afsnittet derom giver et indtryk af hans verdensanskuelse og historieopfattelse samt af hans placering i et spænd mellem styret og offentligheden. Det tilfredsstiller samtidig den hidtidige forsknings behov for at præcisere om hans interesse for viserne, som var mindre end forventet, da samlingen af forlæg kom fra danske kancelli, hvis skriveprocesser belyses i bind 2 og 3.

Den specifikke anledning til, at ideen om 100-visebogen tog form, er fundet i en retssag om en nidvise år 1586. Sagen giver et glimt af spontan visecirkulation udenfor hoffets regi samt af styrets regulering af ytringer i det offentlige rum, som 100-visebogen blev sendt ud i.

2et hovedafsnit: 100-visebogens fremstilling og indhold

(for (vesml) henvises til bind 2).

Afsnittet indledes med Anders S. Vedels tekstredigeringer. Det har en sammenhæng med afsnittet om (vesml) i bind 2 og som for øvrigt identificerer sporene efter det tabte håndskrift.

Det fremgår, at Vedel anvendte teknikker, som kancellisterne, der redigerede i de håndskrevne tekster, havde lært ham. De ses som en uundgåelig følge til nedskrivning og skriftlig formidling af de mundtlige viser, men desuden som et udtryk for Vedels bestræbelser på at leve op til det litterære markeds krav.

100-visebogen, der blev til en holistisk helhed med hermeneutiske cirkler indeni hinanden, analyseres i de følgende afsnit for at afdække foreningen af videnskab og viser.

Værkanalysen

Værkanalysen indledes med en bestemmelse af det dobbelte kredsløb, som Vedel indskrev 100-visebogen i ved at placere sig som formidler både fra hoffet til offentligheden og fra de anonyme visemagere til de anonyme læsere. Derefter udredes hans forsvar for digtekunsten i dedikation og fortale, som blev fremført under mottoet: Frihed til at digte. Det fremgår, at det gjaldt digternes frihed fra præcision under gentagelse såvel som i gengivelse af virkeligheden samt kongerigets frihed fra den katolske kirke samt fra det latinske (og tyske) sprogs dominans. Forsvaret sluttede samtidig cirklen mellem samtiden og det, Gud havde skabt oprindeligt, så det gav et indirekte udtryk for, at den traditionelle digtekunst var enerådende indenfor det danske sprogområde.

Metafortællingen om de udvalgte viser som værende repræsentative for danskerne og deres digtekunst følges gennem 100-visebogens cirklende helhed. Det fremgår, at den forankrede viserne i offentligheden samt støttede sig på både henvisninger til disses spredning og på dispositionen, der i blandt på det indledende digt om kongerækken og det afsluttende digt om købstæderne. Den viste sig at være styrende for udfoldelsen af det videnskabelige system.

Det videnskabelige system

Det videnskabelige system følges ind gennem kriterierne for udvælgelsen og ordningen af viserne. De blev opdelt i henholdsvis kæmpeviser, forvandlingsviser, historieviser og viser om de fornemme samt paralleliseret til henholdsvis livets og samfundets barndomsfase, ungdomsfase og voksenfase. Viserne blev samtidig karakteriseret som værende traderede dels gennem eksempler på variation og dels gennem etablering af forbindelse mellem den fortalte tid og historisk tid. Aktørernes høje status samt den fortalte tids forbindelse til rigshistorien førte viserne så højt op i digtekunstens hierarki, at de blev placeret lige under den religiøse digtning.

Forholdet mellem Vedels prosaiske kommentarer og viserne fremdrages ved at analysere dem samlet og hver for sig. Han både karakteriserede visedigtningen og supplerede de enkelte visers fortælling. Karakteristikken flød sammen med hans uddragelse af i viserne anvendte episke regler, som kunne fungere anvisende for læsere, der ville gøre tilsvarende viser. De gik pædagogisk fremad fra vise til vise og startede med en understregning af, at det var nødvendigt at øve sig. Kommentarerne forbandt desuden viserne med fortælletraditionernes masse og bestemte deres afvekslende forhold til fortidig og samtidig virkelighed. De supplerende henvisninger konkretiserede om visernes nyttige funktioner for læserne, der kunne lære af dem om historien, skikkene, moralen og sproget.

Poetikken

100-visebogens episke poetik om den traditionelle digtekunst sammenfattes sidst i hovedafsnittet. Det fremgår, at den forholdt sig selvstændigt til den latinske poetik. Inspirationskilderne dertil er fundet i kancellisternes skriveprocesser og hoffets sangpraksis, i Vedels kendskab til historievidenskaben samt til latinsk poetik, især til den af ham citerede Ars Poetica af Flaccius Horats.

3je hovedafsnit: 100-visebogens effekter frem gennem 1600-tallet

på de lærdes debatter og befolkningens fortælletraditioner.

Afsnittet indledes med en udredning af 100-visebogens optryk år 1591, 1609, 1619-22, 1632, 1643, 1655, 1664, 1671 og et afsnit om styrets regulering af det litterære marked, den blev sendt ud på.

Derefter følges 100-visebogen og viserne indenfor offentligheden.

Første havdel af 1600-tallet

I den første del af 1600-tallet begyndte præstedigterne at overføre latinsk metrik til det danske sprog. De opgav deres umiddelbart positive holdning til de traditionelle viser i 100-visebogen og debatterede om digtformernes karakteristika og om digtekunstens historie. De fandt, at viserne var regelløse og primitive i sammenligning med egne metriske kunstdigte, som lagde et nyt lag til digtekunstens historie.

Antikvaren Ole Worm lagde et ældre lag til ved at fremdrage runedigtningen. Digtekunstens historie blev således opdelt i den ældste, mellemste og nyeste fase. Viserne blev placeret i den mellemste fase og således ført ned under kunstdigtningen i digtekunstens historie og hierarki. Det fremgår imidlertid af sognepræsternes antikvarisk-topografiske indberetninger til Ole Worm, at 100-visebogen samtidigt blev spredt til befolkningen, som sang viserne og optog fra dem i de lokale fortælletraditioner.

I 1600-tallets midte

I århundredets midte udkom Tragica med 30 elskovsviser af digtform som 100-visebogens viser, men med en tilstræbt regelmæssighed i versene. Den var et af udtrykkene for konflikten om digtformerne, som fik andre i form af strandede forsøg på at udfærdige henholdsvis en ny salmebog og en ny visebog med metriske tekster.

I 1600-tallets sidste del

I sidste halvdel af århundredet arbejdede de lærde på at mane viserne ned i digtekunstens fortid. Kancelliet arbejdede derimod for digtformernes sameksistens. Det fremgik blandt andet af en gavebog til storkansler grev Griffenfeld af Samsø, der fik både en af 100-visebogens kæmpeviser og et metrisk digt med episk stof derfra. Dens redaktør, Peder H. Resen indsamlede antikvarisk-topografiske indberetninger fra sognepræsterne, som fortsat nævnte tegn på, at viserne blev spredt og trængte ind i befolkningens lokale fortælletraditioner.

Afsnittet afsluttes med det indgåede kompromis om en ny salmebog, som kom til at indeholde både ældre oversættelser og nye, metriske salmer.

Kancellisterne sørgede dog samtidig for, at 100-visebogens 100-års jubilæum blev markeret med en ny, fordoblet viseudgivelse.

4de hovedafsnit: 200-visebogens tilblivelse og indhold

Afsnittet indledes med en redegørelse for udgiveren Peder Syvs virke og værker samt for ideen til og aftalerne med kancelliet om 200-visebogen.

Arbejdet med trykmanuskriptet

Dernæst omtales Peder Syvs arbejde med trykmanuskriptet. Det omfattede hans læsning af sekundærlitteratur, som blev anført i kommentarerne, desuden hans valg og redigering af forlæg. Nogle få eksempler på ældste og nyeste digtekunst kom fra tryk og personlige kontakter. Det fremgår, at forlæggene til de fleste tekster kom fra hoffets renskrevne håndskrift (am), som blev afsluttet i år 1591 og fra kancelliets ophobede mængde. Peder Syv antydede at have fundet dem på ’arkiverne’ og ekspliciterede, at de hørte til den mellemste digtekunst.

Værkanalysen

200-visebogen kom til at indeholde 100-visebogen uden fortalen, desuden en ny dedikation, fortale og tekstdel med yderligere 100 viser samt kommentarer til hver enkelt. Dens justeringer i det gennem 100-visebogen lancerede videnskabelige system identificeres ved at sammenholde med de allerede afdækkede lag deri.

Det fremgår, at Peder Syv ændrede i den tidlige videnskab om viserne ved at sprænge forgængerens holistiske konstruktion til fordel for en dikotomi mellem fortid og samtid. Den fremhævede udviklingen indenfor digtekunsten, videnskaben og samfundet. Den ny dedikation og fortale samt de ny visekommentarer ændrede metafortællingen, så viserne kom til at fremstå som repræsentative for fortidens danskere og disses digtekunst. Den blev understøttet af henvisninger til spredt forekomst, blandt andet i forskellige uspecificerede skrifter og i socialt lavere placeredes sang.

Det videnskabelige system

Justeringen af metafortællingen følges ind gennem det videnskabelige system. Den påvirkede udvalgskriterierne, så der kom flere elskovsviser, som fortalte om de adeliges selvtægt, der var blevet forbudt efter enevældens indførsel i år 1660. Den påvirkede ordningen, der udelod parallelismer til livets og samfundets faser ved at dele udvalget i to halvdele ud fra aktørernes status som henholdsvis højfornemme eller fornemme. Den påvirkede kommentarerne, som karakteriserede visedigtningen og forbandt visefortællingerne med historisk virkelighed.

Karakteristikken af viserne sprang 100-visebogens uddragelse af deri anvendte episke regler over og undlod at præcisere om visernes omformelighed under traderingen, der dog blev anset for at ramponere ordlyden. Deres tilknytning til foregående fortælletraditioner blev ekspliciteret gennem henvisninger til genbrugselementer. Deres tilknytning til historisk virkelighed påpeget ved at kæde det fortalte sammen med begivenheds-, slægts- eller kulturhistorie på en måde, der begrænsede visernes nytteværdi for læserne, som nu kunne af dem om fortidens mere primitive tilstande.

Poetikken

Det var ikke Peder Syvs ærinde at få læserne til at synge viserne, men derimod at arbejde 100-visebogens episke poetik sammen med de lærde metrikeres og historikeres aktuelle opfattelser og mere generelt med den officielle holdning til kontinuitet og innovation i samfundet.

5te hovedafsnit: 200-visebogens effekter frem gennem 1700-tallet

på de lærdes debatter og befolkningens fortælletraditioner.

200-visebogen blev spredt og dens viser sunget. Den blev genoptrykt i år 1739, 1764 og 1787. Det indledende afsnit omtaler genoptrykkene og disses spredning, som illustreres med et par sangeres beretninger.

I 1700-tallets første halvdel

De efterfølgende afsnit følger med 200-visebogen på markedet, først i den årrække, hvor hoffet afviklede sin brug af visehåndskrifterne. De lærde blev grebet af pietismen, rensede ud i trosforestillingerne og kritiserede viserne for at indeholde overtro. De blev grebet af rationalisme og afviste Peder Syvs idé om, at viserne fra den mellemste fase kunne oplyse om historie af den ene eller anden art. De lærdes udvidede kritik placerede viserne nede i både tiden og samtidens befolknings lavere sociale lag, blandt andet ved at henvise til et voksende antal flyveblade, som vidnede om fortsat visesang.

I 1700-tallets anden halvdel

Efter århundredets midte tog oplysningsbevægelsen form. Lærde adelige og gejstlige bidrog til Danske Atlas, som udkom i en række bind, baseret på ældre og nye antikvarisk-topografiske indberetninger. Det store værk eksemplificerede, at 200-visebogen fortsat blev spredt og at dens viser fortsat trængte ind i befolkningens lokale fortælletraditioner. Udgiverne introducerede desuden et begreb af betydning for den tidlige videnskab om viserne og i bredere forstand om fortælletraditionerne: mundtlig tradition. De brugte det om lineært gentagne fortællinger, især sagn, og vurderede om disses forhold til virkelighed fra gang til gang. De forbandt dem ind i mellem med befolkningsgrupper, der ikke havde fået del i oplysningen og fremskridtet og antydede dermed, at fæstebøndernes traditionalisme ville skulle overvindes under de reformer, som det regerende styre og oplysningsbevægelsens mænd ønskede.

I århundredets sene årtier opbrød landboreformerne de sociale og fysiske organisationsformer. De lærde begyndte at sværme for den ny selvstændige bondestand, som de anså for at være tæt på naturen. Den romantiske bevægelse bredte sig i udlandet, hvor de lærde begyndte at interessere sig for de folkesproglige viser fra fortiden. Johann G. Herder lancerede begrebet ’folkeviser’ og tog få af 200-visebogens viser med i en udgivelse af eksempler fra hele Europa.

Levninger fra Middelalderens digtekunst bd. 1-2 år 1780, 1784

Levninger 1-2 blev den første viseudgivelse, der gav udtryk for påvirkning fra lærde fælles i udlandet. De indeholdt henholdsvis 18 og 26 visetekster fra nu arkiverede visehåndskrifter. Udgiverne Christian Sandvig og Rasmus Nyerup omtalte, som noget nyt, hvor deres forlæg kom fra, men udfoldede ikke det videnskabelige system. De begrænsede sig til at modernisere i metafortællingen om viserne ved at optage begrebet folkeviser og forklare det på deres egen måde. De fandt, at viserne var produceret i middelalderen af samfundets øverste lag og at de var blevet reproduceret frem gennem tiden, mens de dalede ned gennem de sociale lag. Denne tradering var foregået på skrift, især gennem viseudgivelserne. De fik det til, at viserne på deres tid havde været alle stænder igennem og derfor fortjente benævnelsen ’folkesange’.

Levninger 1-2 åbnede så småt op for en ny opfattelse af de traditionelle viser, men blev ingen salgssucces. De var i opposition til den dominerende oplysningsbevægelse, hvis fortalere skrev nye, didaktiske sange for almuen og imødegik romantikerne ved at kalde disse sange for folkesange.

6te hovedafsnit: forløbet frem til Udvalgte danske Viser fra Middelalderen (UDV) år 1812-1814

Oplysningsbevægelse og romantik gled sammen i de lærdes bestræbelser på at kultivere de frigivne bønder. Romantikerne anså samtidig bønderne for at være uspolerede af civilisation, uddannelse og skrifter samt bærere af rester fra folkets fælles fortid, som viserne nu kunne anses for at være. De førte den tidlige videnskab om viserne ind i en ny fase.

Afsnittet indledes med oversættelser af 200-visebogens visers oversættelse til engelsk og tysk. Det efterfølgende afsnit omtaler Knud Rahbeks og Rasmus Nyerups prøvetryk på en ny udgivelse, UDV, som optog impulser fra udlandet.

Udvalgte danske Viser

Det efterfølgende afsnittet omhandler UDV, der indeholdt 220 tekster fra henholdsvis 100-visebogen og 200-visebogen, Tragica og Levninger samt fra få visehåndskrifter og flyveblade, fordelt på fire bind. Det femte indeholdt visekommentarer og, som noget nyt, et afsnit med noder til nogle af 200-visebogens viser, en liste over visehåndskrifterne på Det kgl. Bibliotek samt en sammenfatning af digternes og de lærdes nye interesse for viserne. De indsamlede nodeoptegnelser viste, at 200-visebogens viser stadig blev sunget. Rasmus Nyerup indsamlede antikvarisk-topografiske indberetninger og fik sagn med, som vidnede om fortsat spredning af viserne samt optag derfra i befolkningens lokale fortælletraditioner.

Det videnskabelige system

UDV’s udgivere justerede i det videnskabelige system, mens de positionerede sig som formidlere mellem de foregående tryk og håndskrifter på den ene side og samtidens læsere på den anden. De metafortalte viserne som værende folkesange fra middelalderen og holdt dem dermed nede i fjern fortid, men trak dem op i digtekunstens hierarki ved blandt andet at omtale den traditionelle visedigtning som en forløber for kunstdigtningen og kalde den for fortidens ’nationalpoesi’. De reproducerede 100-visebogens opdeling, så kæmpeviserne stod først, trylleviser og historieviser næst, mens elskovsviserne, som 200-visebogen havde trukket med, blev placeret til sidst. De undlod at parallelisere visekategorierne til livets og samfundets faser, men kædede i stedet ordningen sammen med digtekunstens genrehistorie. De undlod også at uddrage de anvendte episke regler og at bestemme forholdet mellem det fortalte og den historiske virkelighed.

Udgiverne fremhævede, at viserne var blevet traderet, ikke alene skriftligt, men også mundtligt og påviste det ved at bringe visevarianter samt ved at fremhæve tegn på visernes geografiske spredning og pege på deres indhold af genbrugselementer i de efterstillede kommentarer. De henvendte sig til læsere med akademiske interesser og anførte, at viserne havde en nytteværdi i at give indsigt i den tabte fortids poesi og folkefællesskab.

Mundtlig tradition i samtiden

De tyske brødre Grimm begyndte at samle fortællinger af efter romantikkens opfattelse gammel oprindelse og fandt dem i såvel skrifter som i de nedre befolkningslags mundtlige tradition. Rasmus Nyerup støttede en af brødrene inspireret indsamling af landbefolkningens sagn og fortsatte dermed den i UDV påbegyndte udvikling af folkemindevidenskabens koncept.

Opsamling: Udviklingen indenfor den tidlige videnskab om de folkesproglige fortælletraditioner

Det sidste afsnit opsamler hovedkonklussioner vedrørende den tidlige videnskab om viserne, som førte hoffets viser over i offentligheden i en akademisk forstand via sit videnskabelige system.

Det videnskabelige system

100-visebogen lancerede systemet, de efterfølgende udgivelser justerede i det. Viserne forblev de samme, så den tidlige videnskab kom til at kredse om disses egenthed som officiel udpeget fællestradition. Den fastholdt stor set sin karakteristik af visedigtningen, men tilførte den ydre afgrænsninger til tid og miljø samt ændrede på dens placering indenfor digtekunstens historie og hierarki. Den oparbejdede sin egen inerti, som fortsatte ind i den efterfølgende folkemindevidenskab, der blev implementeret gennem DgF, som fortsatte med at bruge viserne til at formulere de dominerende holdninger til forholdet mellem kontinuitet og forandring i samfundet. Paradigmet om visernes flytning fra hoffet til offentligheden, forblev skjult.

Overvejelser over konsekvenser

Der sluttes af med overvejelser over de konsekvenser, som Videnskaben og Viserne 1-3 må få for viseforskningen og videnskaben om fortælletraditionerne. Afdækningen af videnskabens flytning af hoffets viser til den offentlige sfære og den ny placering af dem i tid, sted og miljø giver svar på tidligere rejste spørgsmål, men rejser også nye. De har konkrete og teoretiske implikationer, som vedrører teser om de traditionelle fortællingers tradering og statuering samt om subkulturelle og fælleskulturelle traditionsnet. Dertil kommer, at konklusionerne lægger op til videnskabelig selvrefleksion.

Praktiske informationer

Dette bind 1 er af praktiske årsager delt i to fortløbende enheder. Delingen er sat efter hovedafsnittet om 100-visebogen og inden det næste om dens færd på markedet.

Jeg har anvendt nogle gennemgående udtryk, som skiller sig ud. Det gælder udtrykket ‘de reformerte’, der favner over den strømning, som førte samfundet gennem reformationsprocessen og videre endnu. Betegnelser som lutheranere, evangelister og protestanter er fravalgt for at undgå vildledende parallelismer mellem fortid og nutid. Datidens reformerte stræbte efter ensartethed i troen og religionsudøvelsen samt forbød organiserede strømninger der indenfor. Forekomsten af sådanne er kun berørt, hvor det viste sig at være nødvendigt, f.eks. fik opgøret med reformator Filip Melanchtons fløj betydning for Anders S. Vedel og er derfor også omtalt. Desuden omtales den senere pietistiske strømning, som fik betydning for hoffets afvikling af visehåndskrifterne og for videnskabens distancer til viserne deri.

Anvendte navneforkortelser

Da viseudgiverne begyndte at omtale visehåndskrifterne, gav de dem personnavne, baseret på ideen om, at de var privat fremstillet og ejet. Ideen afvikles gennem denne undersøgelse, men navnene hænger ved, fordi de er anvendt i kildeudgivelserne og faglitteraturen. Jeg har neutraliseret dem til forbogstaver, som for læsningens skyld er sat i parentes, f.eks. (vesml).

Citater

Citater fra danske manuskripter og tryk samt nogle af de fremmedsprogede er gengivet i original ortografi. I noterne anvendte forkortelser for kildeudgivelser og opslagsværker er opløst i litteraturlisten.

Bilag

Bilag 1 rummer listen over visehåndskrifterne med de her anvendte forkortelser samt bestemmelser, som fremkom gennem bind 2. Listen er samtidig kildeliste over anvendte visehåndskrifter.

Teksten henviser til de trykte viser ved at anføre deres nummer i henholdsvis anvendt tryk eller håndskrift, da henvisningerne til kildeudgivelserne ikke forekommer alle sted, henvises der til bilag 2-6 for en sammenføring dermed.

Bilag 2-6 indeholder oversigter over henholdsvis 100-visebogens, Tragicas, 200-visebogens. Levninger 1-2’s og UDV’s viser ud fra disse udgivelsers nummerering. De kæder derud fra de enkelte viser sammen med kildeudgivelsernes numre samt med forekomst i visehåndskrifterne.

Bilag 7 indeholder oversigter over kendte flyveblade med DgF-viser.