Magdalena Sibyllas Visebog 

Delundersøgelsen af Magdalena Sibyllas Visebog

Magdalena Sibyllas Visebog (magS) blev valgt ud til indgående undersøgelse for at afprøve og præcisere tesen om kancelliets skriveprocesser.

Undersøgelsen af 100-visebogen havde ført til en bestemmelse af de visehåndskrifter, (vesml), som trykket fik forlæg fra. Den gav grundlag for tesen om kancelliets skriveprocesser, som måtte afprøves og præciseres for at identificere de implicitte spor, som skriveprocesserne kunne have efterladt sig i visehåndskrifterne. For at gøre dét, skulle jeg ind bag kildeudgivelsernes ordning af viseteksterne, som er baseret på forudsætningerne om spredning. Jeg skulle desuden ind bag den glatte overflade, som visehåndskrifterne har fælles med andre brugsgenstande og som intet angiver om produktionsprocessen forud.

Det blev nødvendigt at vælge et enkelt håndskrift ud til en nærgående analyse. Valget faldt på Magdalena Sibyllas Visebog, som forekom særlig velegnet til formålet: at dokumentere kancelliets skriftlige arbejde med viserne.

Tesen om kancelliets skriveprocesser

Tesen om kancellisternes centraliserede skriveprocesser tog form, da det viste sig, at (vesml) var skrevet sammen af kancellister, at samlingen havde kladdestatus samt at den havde givet forlæg til adskillige renskrevne visehåndskrifter. Det blev afsæt for en skelnen mellem den ophobede mængde af visetekster og de renskrevne visehåndskrifter samt en opdeling af skriveprocesserne i tre led:

• løbende nedskrivning af viser ved de professionelle skrivere og/eller sangerne selv samt disses indlevering deraf
• opbevaring af de løbende indleveret visetekster i den ophobede mængde, som kunne passes gennem omskrivninger, f.eks. tekstforbedringer, fornyelse af papiret og samling af løsblade som det ses i (vesml)
• distribution af renskrevne visetekster på løsblade og i visehåndskrifter, fremstillet på specifikke tidspunkter efter forlæg fra den voksende ophobede mængde.

Tesen om de centraliserede skriveprocesser forbandt visehåndskrifterne med hinanden og med det omgivende miljøs visecirkulation. Den pegede samtidig på kancellisternes rationelle formål med at etablere og forvalte de ressourcekrævende skriveprocesser. De kunne bruges til at selektere i massen af viser og dermed til henholdsvis at fremme og undertrykke sangen af bestemte viser. De kunne regulere og kultivere hoffets sangtradition.

Tesens komplikationer

Tesen var enkel, men den pegede på en kompleks praksis, som tilmed fandt sted over tid og ved skiftende sangere og skrivere. Skriveprocessernes enkelte led kunne spatieres og forskydes i tid, men greb samtidig ind i hinanden og i sangpraksis. Det var desuden muligt at genbruge teksterne i den ophobede mængde og i de renskrevne visehåndskrifter til sang såvel som til forlæg.

• skiftende sangere kunne vælge tekster ud og transformere dem til sang ved at forme med på ordene og sætte melodi til
• skrivere og/eller sangere kunne nedskrive deres med få eller flere omdannelse ny viseversion og i den forbindelse hente mere eller mindre støtte i den tekst, der havde været deres sæt, hvorefter den kunne indlemmes i den ophobede mængde
• de fremkomne varianter af de tidligere distribuerede viser kunne vælges ud som forlæg for et senere visehåndskrift på lige fod med alle andre tekster i den ophobede mængde.

Skellet mellem den ophobede mængde og de renskrevne visehåndskrifter

Opdelingen i henholdsvis den ophobede mængde og de renskrevne visehåndskrifter kunne kædes sammen med de fysiske skel på kongens slot i København.

Den ophobede mængde må have været i kancelliets skrivestuer, som hoffets gårdret forbød andre at komme i. Det var således en undtagelse fra reglen, at Anders S. Vedel havde fået lov til at deltage i omskrivning af teksterne til (vesml).

De renskrevne visehåndskrifter kunne derimod godt stå i kongens bibliotek, som flere indenfor hoffets personale- og gæstegrupper havde adgang til.

Kancellisterne kunne genbruge tekster fra henholdsvis den ophobede mængde og de renskrevne visehåndskrifter, andre sangere kunne genbruge visehåndskrifterne. De kunne alle, på forskellige tidspunkter og uafhængigt af hinanden transformere samme vise fra tekst til sang og sang til tekst. De kunne indlemme den ny tekst i den ophobede mængde, hvorfra både nytilkommende og omdannede viser kunne vælges ud som forlæg for et nyt visehåndskrift.

Teksterne i mængden og de udsnit deraf, der blev valgt ud til renskrivning af et enkelt visehåndskrift ville være forbundet med hver sine skrive-, læse-, synge- og transformationstider som kunne vælges ud som forlæg til samme renskrevne visehåndskrift.

Akkumulation over tid

Tesen om kancelliets skriveprocesser fremdrog en over tid akkumulerede mængde af visetekster, som reservoir for de ligeledes over tid fremstillede visehåndskrifter. Den forklarede dermed nogle træk ved visehåndskrifternes tekstindhold, der tidligere er blevet udlagt som tegn på spontan og spredt mundtlig tradering af de enkelte viser gennem tid og rum: tidsforskydninger mellem teksterne i de enkelte visehåndskrifter og de mange visehåndskrifters indbyrdes forbindelser på kryds og tværs i form af fælles viser, varianter af samme viser og direkte fælles variantformer.

Valget af Magdalena Sibyllas Visebog

Et enkelt visehåndskrift blev valgt ud til detaljeret analyse for at identificere implicitte spor, som de centraliserede skriveprocesserne efterlod i de enkelte visehåndskrifter og dermed støtte den nødvendige gennemgang af dem alle. Valget faldt på Magdalena Sibyllas Visebog, der er i folioformat og indeholder 170 visetekster, et register samt et tysk digt, indskrevet på tomme blade før registeret. Kildeudgivelserne har fordelt de mange tekster på

147 forskellige DgF-viser, svarende til godt 30 % af samtlige fra visehåndskrifterne kendte DgF-viser, da nogle af dem er gentaget, er de spredt på 165 af håndskriftets tekster

2 forskellige DV-viser

2 forskellige DS-viser

1 vise er ikke optrykt.

Flere markant træk

Dertil kom, at håndskriftet har nogle markant træk, der alle rejser spørgsmålet om, hvorvidt den gennem tid ophobede mængde af visetekster havde givet forlæg:

• tidsforskydninger mellem teksterne, der rejser spørgsmålet om, hvorvidt sangen blev traderet spontant over tid eller der blev gjort brug af forlæg fra den over tid ophobede mængde
• visegentagelser med variation, der rejser spørgsmålet om, hvorvidt varianterne var fremkommet gennem spontan cirkulation eller gennem kombination af skriftlig og mundtlig cirkulation
• visegentagelser uden variation ved forskellige skrivere, der gør det muligt at belyse skrivernes aktive eller passive forhold til deres forlæg og dermed præciserer grundlaget for at sammenligne teksterne med andre visehåndskrifters versioner af samme viser og varianter.
• adskillige for håndskriftet specifikke visevarianter, der rejser spørgsmålet om, hvorvidt forlæggene havde deres oprindelse i en form for uafhængig indsamling eller i den centralt ophobede mængde
• mange varianter fælles det ene eller andet af de andre visehåndskrifter, der i blandt nogle ualmindelige tekstrækker, som rejser spørgsmålet om, hvorvidt der var tale om afskrivning efter renskrevne visehåndskrifter eller genbrug af forlæg fra kancelliets ophobede mængde.

Det store håndskrift så dermed ud til at være særlig egnet til mit formål.

Visebogens bind er tabt og med det også det forreste og bagest blad, desuden er et blad før registret skåret bort. Der er ikke levnet eksplicitte spor efter fremstillingen og af anvendelsen i den intakte tekstdel og registret.

Tesen om kancelliets skriveprocesser skulle dermed afprøves alene ud fra de i håndskriftet implicitte spor.

Undersøgelsen førte frem til, at Visebogen blev til kronprinseparret Christian og Magdalena Sibylla på deres slot i Nykøbing Falster under en stor fest i år 1637. Navnet er derfor rettet fra Magdalene Sybille Barnewitz’ Visebog til Magdalena Sibyllas Visebog, her forkortet til (magS) eller Visebogen.

Fremstillingens hovedafsnit, analysens led

Magdalena Sibyllas Visebog er undersøgt ved at gå ind i håndskriftets fremtoning og indhold, videre til forlæggene og endelig ud i fremstillingssituationen. Undervejs støttede undersøgelsen gennemgangen af alle visehåndskrifterne i bind 2, mens den selv fik støtte derfra, da en del af Visebogens forlæg var brugt før eller blev det efterfølgende. Gennemgangen i bind 2 mundede blandt andet ud i en revideret liste over samtlige visehåndskrifter, medtagende nye data om disses fremstilling. Listen er gentaget forrest i dette bind, hvortil der henvises for her anvendte forkortelser af deres ofte forvirrende navne.

1ste afsnit

redegør for det indtryk af Magdalena Sibyllas Visebog, som kildeudgivelserne giver. De opdelte dens 147 forskellige DgF-viser i 6 kæmpeviser; 25 trylleviser; 14 historieviser; 44 ridderviser med kvindelig hovedaktør; 42 ridderviser med mandlig hovedaktør; 16 romanviser og sene viser.

Sammenholdt med gennemsnittet for visehåndskrifterne havde (magS) en mindre andel af kæmpeviser og historieviser, men en større andel af trylleviser. Ridderviserne var i overtal, ligesom i alle andre visehåndskrifter efter år 1591.

DgFs udgivere spredte Visebogens tekster og førte dem sammen med andre håndskrifters. Det kom der igennem til at fremgå af DgF, at Visebogen havde varianter fælles med håndskrifter fra hele fremstillings-perioden og at der var tidsforskydninger mellem dens forlægs tilblivelse.

Afsnittet afsluttes med gengivelse af og kommentarer til den utrykte tekst.

2et afsnit

redegør for de tidligere formodninger om Visebogens herkomst, som begyndte at dukke op allerede før den kom til Det kgl. Bibliotek med etatsråd Otto Thotts samling efter dennes død i år 1789. Det går derfra over i den reelle herkomst, som er forbundet med kronprinseparret Christian og Magdalena Sibylla.

3je afsnit

giver et glimt af kronprinseparret, dets hof og tid. Det afsluttes med gengivelse af det hidtil utrykte tyske digt, hvis skrift og indhold peger tilbage på prinsessen.

4de afsnit

redegør for Magdalena Sibyllas Visebogs selvpræsentation. Fremtoningen er præget af, at der var 6 skrivere, som skrev med forskellige skrifttyper, om den. De fik nogle skæmmende fejl og kom til at springe nogle tekster over i registret. Titlerne deri giver et indtryk af visernes episke univers, emneområder og plot. Det fremgår, at aktørerne generelt var af høj social stand, at hovedtemaet var kærlighed og at plottene varierede. Afsnittet munder ud i et eksempel på, at titlerne gav udtryk for viseperception.

5te afsnit

er det første af en række afsnit med viseanalyser. Det er indledt med en for dem retningsgivende spørgeliste. Den fokuserer på det episke forløb, på forholdet til andre variantformer og viser samt til miljøets erfaringsverden. Den gør det muligt at indfange viseperceptioner. Afsnittet indeholder desuden analyser af nogle få viser, hvori de fornemme aktører er placeret i en bredere social kontekst.

6te afsnit

omhandler tre viser med en identificerbar visemager, i alle tilfælde mænd med kontakt til hoffet. De giver et glimt af, hvem der bidrog til den ophobede mængde samt af den cirkulation, deres vise blev indrulleret i efter at være blevet indleveret til kancelliet.

7de afsnit

går ind i visemagernes håndværksudøvelse ud fra Magdalena Sibyllas Visebogs eget udvalg såvel som ud fra de enkelte visers relationer til andre visehåndskrifters tekster. Det fremgår blandt andet, at sangerne tog afsæt i en eksisterende vise for at genbruge større eller mindre enheder deraf og at skrivere såvel som sangere derefter bestræbte sig på at arbejde disse genbrugte enheder ud af den ny vise med mindre det drejede sig om en modvise.

8de afsnit

behandler Visebogens forhold til det samtidige litterære marked. Den indgik ikke direkte i udveksling dermed, men få af dens viser havde været trykt i andre variantformer før og adskillige blev det inden 1600-tallets udgang.

9de afsnit

fremdrager eksempler på, at Visebogens tekster indgik i en spontan visecirkulation ind i og ud af hoffet ved at bestemme deres placering i et led af denne via sammenligning med tekster af samme vise fra andre sammenhænge. Nogle personer bragte en vise med sig ind og andre bragte den med sig ud. Det fremgår, at de undervejs flyttede visens univers ind i hofmiljøet eller ud i et lokalområde ved at fjerne eller tilføre miljøsignifikante aktører og ved at ændre i navnestoffet.

10de afsnit

belyser Visebogens visers placering indenfor hoffets interne cirkulation ved at udnytte visegentagelser med variation samt ved at sammenholde udvalgte tekster med andre visehåndskrifters versioner af samme viser.

De tekstsammenlignende analyser udpeger de fra det ene håndskrift til det andet henholdsvis stabile eller evigt varierede viser og afsøger den skriftlige distributions effekt på ordlyden.

Det fremgår, at skriften ikke virkede stabiliserende. De specifikke variantformer er også relateret til andre håndskrifters versioner af samme viser. Det fremgår, at de havde en indre sammenhæng.

Analyser af udvalgte varianter bidrager til at identificere årsagerne til variation. Der er identificeret eksempler på sangerskift, som medførte nye nedskrivninger med eller uden støtte i den tekst, sangeren havde taget afsæt i. Der er identificeret eksempler på brug af såvel udkast som forbedrede tekster som forlæg. De peger tilbage på vanskeligheder under nedskrivningen første gang eller efter andre sangeres omdannelser.

Det påvises også, at sangernes episk og melodisk aktive medskaben under medietransformationer gav udtryk for deres viseperception. Den var forbundet med identifikation med aktørerne samt med holdninger til moralen.

11te afsnit

går ind i baggrunden for Visebogens med andre håndskrifter fælles variantformer. Der indledes med en bestemmelse af skrivernes forhold til deres forlæg ud fra dubletteksterne. De blev afskrevet med præcision.

Dernæst besvares spørgsmålene om, hvorvidt, hvor og hvornår de anvendte forlæg var blevet brugt før.

De tekstsammenlignende analyser af rækker af med et andet håndskrift fælles variantformer afslører, hvorvidt forlæggene til Visebogen blev fundet i renskrevne visehåndskrifter eller i kancelliets ophobede mængde af forlæg.

Det fremgår, at Visebogen kun afskrev få tekster direkte efter håndskriftet (ab), fremstillet til fester i anledning af prinsens forkroning år 1608 og 1610. Langt de fleste af forlæggene til dens tekster blev hentet i kancelliets ophobede mængde.

12de afsnit

udnytter de foregående afsnits bestemmelser af forlæg til at komme tæt på såvel kancelliets foregående forvaltning af skriveprocesserne som Visebogens forudgående fremstillingsproces.

For at komme tæt på er forlæggene fordelt på de kategorier, som skriveprocessernes led og disses forbindelse med hinanden samt med hofmiljøets sang kastede af sig. Der opnås et indtryk af, hvad kancelliet gemte i deres ophobede mængde af visetekster.

Forlæggene forbindes også med  teksternes rækkefølge i Visebogen. Det giver et indtryk af, hvordan det for Visebogen forudgående arbejde havde fundet sted og af, hvilke overvejelser dette var blevet forbundet med.

Udvalgskriterierne bliver synlige. Det fremgår, at den udvælgende skriver havde et intenst kendskab til aflejringen af både forlæg og visehåndskrifter gennem tiden.

De udvalgte forlægskategorier vidner om, at hverken udvælgeren eller skriverne omskrev udvalgte forlæg. Den førstnævnte stakkede dem ved at blande dem ind mellem hinanden. De sidstnævnte afskrev dem præcist og i den rækkefølge, de forelå stakket i. Ingen af dem finsorterede eller trak ramponerede forlæg fra.

Dertil kommer, at Visebogens tekstudvalg tæller usædvanlig mange ubearbejdede forlæg fra de første indleveringer til den ophobede mængde samt et usædvanligt genbrug af direkte forarbejder til foregående håndskrifter, henholdsvis (lbf) år 1596 og (comC) år 1634.

13de afsnit

går ind i (magS)s fremstillingssituation, som er lokaliseret og dateret til Nykøbing Slot under kronprinseparrets fest år 1637. Alle kancellisterne var udkommanderet af kongen til at tjene prinsen. Skriverne var blandt dem.

Visebogens skrivere er identificeret ud fra sammenligninger med skrifttyper i kancelliets Tegnelser og Registre. De medbragte det renskrevne håndskrift (ab) og stakken med forlæg. De skrev ind, mens de stod under prinsens kommando. De fulgte rækkefølgen i stakken, så det fremgår, at forlæg af vekslende ælde var blandet ind mellem hinanden. De var blevet synkroniseret. De kommende brugere  kunne dermed vælge ud i Visebogens tekster uden at tænke på, hvornår, hvilket havde været brugt før.

Det er uvist, om Visebogen nåede at komme i brug under festen, men kendskabet til de tilstedeværende er inddraget for at få et indtryk af dens visers relevans for dem.

Afslutningen

sammenfatter analysens hovedresultater om kancelliets skriveprocesser og disses tilknytning til visecirkulation. De udskifter den hidtidige forsknings forudsætninger om spredte viser og spredt håndskriftsfremstilling med den påviste centralisering. Den gør det muligt at forbinde visefortællingerne med det specifikke fortællemiljø. Det åbner op for nye spørgsmål til den fremtidige forskning.

Praktiske oplysninger

Jeg har tilstræbt at minimere gentagelserne indenfor Videnskaben og Viserne 1-3. Der henvises generelt til bind 1 for oplysninger om visetryk, den tidlige videnskab samt den samfundsmæssige kontekst. Der er henvist til bind 2 for oplysninger om de enkelte visehåndskrifter og disses skrivere. Der er desuden fulgt en regel om at indlede, men ikke opsummere de enkelte hovedafsnit indenfor hvert bind. Gentagelser indenfor dette bind er desuden minimeret ved kun at citere fra de enkelte vise én gang.

Der er redegjort løbende for begreber i de tre bind, således også i dette. Kun et skal nævnes her: ’de reformerte’. Det er ment som en henvisning til dem, der deltog i og fulgte med opgøret med den katolske tro på egen tids og samfunds præmisser. Det er brugt konsekvent i bind 1-3 i stedet for udtrykkene ’protestanter’ og ’lutheranere’, som insinuerer en større overensstemmelse med nutidens tro, end der var. Det skal tilføjes, at datidens religiøsitet favnede over forskellige strømninger på trods af forbud mod udskillelser og at der forekom en række stødvise opgør frem gennem tiden med den ene eller anden trosforestilling, hvoraf nogle for viseudgivelserne og viserne markante opgør er omtalt i bind 1.

Citater

Alle visecitater er efter de pågældende håndskrifter, hvilket kan indebære forskelle i forhold til de trykte versioner i kildeudgivelserne DgF, DV og DS. Der henvises dog til citerede visers numre i både håndskrifterne og kildeudgivelserne.

Bilaget illustrerer de enkelte visers forekomst ud fra numrene i Magdalena Sibyllas Visebog ved at henvise til de i kildeudgivelserne optrykte versioner og varianter af dem.