Videnskaben og Viserne 1-3

Videnskaben og Viserne 1-3

Videnskaben og Viserne 1-3 er fællestitel for tre bind, der nu fremlægger min undersøgelse af forholdet mellem den tidlige videnskab om de folkesproglige fortælletraditioner og dennes primære genstandsmateriale for teori-og metodeudvikling, viserne i visehåndskrifterne. De omfatter:

Bind 1 (1a -1b): 100-visebogen år 1591. Baggrund, indhold og langsigtede effekter.

Bind 2: Visehåndskrifterne år 1548-1732. Fremstilling, brug og indbyrdes forbindelser.

Bind 3: Magdalena Sibyllas Visebog år 1637. Indhold, forlæg, fremstilling.

Bind 1 følger viserne og videnskaben om dem indenfor offentligheden fra det 16de til det 19de århundredes første tiår. Perioden strækker sig fra optakten til 100-visebogen til optakten til Danmarks gamle Folkeviser. Bind 2 og 3 følger fremstilling og anvendelse af de visehåndskrifter, som viseudgiverne hentede viserne fra. De afdækker samtidig disses miljøtilknytning.

De tre bind supplerer hinanden. De afdækker, hvordan de tidlige viseudgivere førte førte viserne fra det miljøspecifikke hof over i den almene offentlighed. Der skal her redegøres for den samlede undersøgelses baggrund, forløb og fremstilling.

[noter med bemærkninger og henvisninger til kilderne for citater er udeladt nedenfor]

Diskussionen om viserne

Viserne i visehåndskrifterne har fået status af at være en fælles kulturarv. De indgår i Dansk litteraturs Kanon fra år 2004, der lister de litterære værker alle skolebørn skal undervises i. Punkt 1 er ‘folkeviserne’. Kanon forklarer, at “Folkeviserne er stor kunst. De fortæller om levet liv, om konflikter, sammenhold, troskab, skæbne, kærlighed i et samfund af en helt anden struktur end det nuværende – og dog samme sted”. Emnerne bestemmes til at være det, som “middelaldermennesket lod sig underholde med – og var optaget af.” Lærere og elever opfordres til “drøftelser af det almenmenneskelige og det kulturbestemte“.

Kanon tager parti i fagfolks diskussion om, hvorvidt viserne er folkeviser fra middelalderen eller adelsviser fra renæssancen. Den plæderer for det bedst kendte og mest populære synspunkt om viserne. Dét, der gør dem til levn fra den fjerne middelalder i den danske befolknings fælleseje. Det er ikke nødvendigvis det rigtige.

Diskussionen prægede det 20de århundredes forskning. Den bestræbte sig på at finde ud af, hvad viserne fortalte om deres tids mennesker og samfund. Det var langt fra indlysende, hvilke kulturbestemte forhold, de afspejlede for hvem og hvornår.

Spørgsmål i diskussionen

Diskussionerne om visernes tid og sted samt repræsentative værd har både empiriske og teoretiske implikationer. De flyder ind i hinanden og kredser især om traderingen. Hvordan kan traderingen af viserne være foregået? Hvor længe? Overlevede de reformationen eller blev til i perioden derefter?

Diskussionerne kommer ind på de visehåndskrifter, viserne kendes fra. De ekspliciter ikke om tid og sted, sangere, nedskrivere og brugere. Det er blot tydeligt, at de indeholder traditionelle viser. Variationerne af samme viser vidner om, at de er blevet traderet fra person til person. Tilføjede navne og årstal knytter dem til adelen i århundrederne efter reformationen. Men:

Hvem producerede og reproducerede viserne? Hvad er forholdet mellem visernes fortalte tid og fortælletider? mellem det fortalte og fortællemiljøerne? mellem viserne i sang og på skrift?

Svarene implicerer stillingtagen til principielle spørgsmål, såsom: Hvad er traditionelle fortællinger og fortælletraditioner? Hvad er forholdet mellem de to niveauer? Hvordan påvirker og påvirkes disse niveauer af omgivelserne? Hvordan fungerer de traditionelle fortællinger? Hvordan flyder miljøspecifikke og fælles formationer af fortælletraditioner sammen eller skiller sig ud gennem de konkrete fortællinger? Hvad er forholdet mellem synkrone og diakrone aflejringer i dem?

Danmarks gamle Folkeviser (DgF)

Diskussionerne om folkeviser fra middelalderen eller adelsviser fra renæssancen vedrører de dramatiserede viser. De er kendt fra i alt 37 visehåndskrifter. De blev til i årene 1548-1732. De har hver sit unikke udvalg af viser, deraf er de fleste dramatiserede. Der er dog også berettende og lyriske viser, få skæmteviser, færre salmer. Enkelte visehåndskrifter indeholder også kunstdigte eller tysksprogede viser. Visehåndskrifterne har fælles viser i ens eller forskellige varianter på kryds og tværs i en tilsyneladende uorden. De udgør dermed en forbunden skriftserie. Den ekspliciterer ikke om egen baggrund, fremstilling og anvendelse. Den oplyser heller ikke om de bidragsydende skrivere og sangere.

Kildeudgivelserne

De danske tekster blev taget ud af håndskrifterne og optrykt i de stadig anvendte kildeudgivelser:

DgF: Danmarks gamle Folkeviser bd. I-IX år 1853-1923, ved Svend Grundtvig, Axel Olrik og Hakon Grüner-Nielsen; kommentarbind X 1923ff, melodibind XI 1933-1976 og registerbind XII 1976 ved flere udgivere.

DV: Danske Viser fra Adelsvisebøger og Flyveblade 1530-1630, bd. I-VII år 1912-1931, ved Hakon Harald Grüner-Nielsen.

DS: Danske Skæmteviser (Folkeviser og litterær Efterklang). Efter Visehaandskrifter fra 16.-18. Aarh. bd. 1-2, år 1927-1928, ved Hakon Harald Grüner-Nielsen.

Kildeudgivelsernes indhold

Udgivelserne indeholder de fleste af håndskrifternes tekster. Udelukket er spredte salmer, tysksprogede viser og kunstdigte. Desuden er nogle berettende og lyriske viser udeladt, fordi udgiverne bestemte dem til at være fra efter år 1630. De afskrev, sorterede, ordnede og opdelte teksterne på de tre udgivelser. De grupperede dem derindenfor i underkategorier og forsynede hver vise med et nummer. De delte versionerne af hver vise op i variantformer og gav disse former hver sit bogstav. De udfærdigede kommentarer til hver vise løbende og udgav resultaterne af deres arbejde fortløbende.

Fremgangsmåden indebar, at de dramatiserede viser blev taget ud af de håndskrifter, de står i og sat ind i udgivernes egen konstruktion. DgF og følgeudgivelserne blev ikke desto mindre præsenteret som kildeudgivelser. De skulle være lige til at gå til. Deres indlejrede forudsætninger og præmisser var imidlertid ikke lige synlige. Med tiden kom forskerne til at sidde fast i problemerne med at bestemme de af viserne, der for nemheds skyld kaldes for ’DgF-viser’.

Svend Grundtvig (+1883)

Svend Grundtvig udarbejdede grundlaget for kildeudgivelserne og gennemførte omkring halvdelen af arbejdet med DgF. Han arbejdede ud fra den romantiske filosofi om, at folkeånden var dannet i den poetiske tidsalder og teorien om, at de dramatiserede viser var bundet til denne. Den var blevet bestemt til at være identisk med historisk middelalder. Grundtvig var således overbevist om, at viserne repræsenterede ”vor Middelalders Folkedigtning”.

Dermed forudsatte Grundtvig, at viserne var blevet produceret og reproduceret længe før visehåndskrifterne blev til. Han anså dem for at være rester af fjern fortids menneskelige røst samt for en almen, tidløs folkeånd. Han mente, at viserne var skrevet ned og ind i visehåndskrifterne, mens sangtraditionen forsvandt. Han skrev, at de ”tilhøre en Tid, da den dannede Klasse i Landet endnu mindedes og levende forplantede de gamle Sange”.

Axel Olrik (+1917)

Axel Olrik, der efterfulgte Svend Grundtvig, fortsatte udgivelsen ud fra de allerede lagte præmisser. Hans eget ståsted var i den evolutionistiske filosofi og i den efterhånden positivistiske videnskabsteori. Han antydede ved sin tiltrædelse, at viserne kun var repræsentative for de adelige og  meddelte, at han ønskede at skubbe ”et andet Spørgsmaal ind: Vurdering af Adelens og af Bondestandens Viseoverlevering”.

Olrik henviste til, at de viser, eventyr og sagn, som Grundtvig og han selv organiserede indsamling af, kom fra bønder og anden almue. Han fandt, at viserne i håndskrifterne kom fra adelen og kaldte nogle af DgF-viserne for ’adelsviser’ ud fra deres episke indhold. Han kaldte også visehåndskrifterne, de stod i, for ’adelsvisehåndskrifter’ ud fra deri spredt tilførte navne og årstal i det 16. og 17. århundrede.

Skiftet mellem Grundtvig, der tog sit udgangspunkt i filosofisk teori og Olrik, der var tilbøjelig til at tage sit i empiri, førte diskussion om viserne ind i DgF. Var der tale om folkeviser fra middelalderen eller adelsviser fra renæssancen? Hvor skulle skellet sættes? Mellem DgF-viserne på den ene side og de øvrige viser i håndskrifterne på den anden side? Eller inde mellem DgF-viserne?

Udgivelsesprincippet

Svend Grundtvig havde flere hensigter med at udgive DgF-viserne. Han ville implementere det da ny koncept for den romantiske folkemindevidenskab, der var under udvikling i Tyskland. Han ville bidrage til den med sin idé om visehåndskrifternes varianter. Han mente, at de kunne udnyttes til at belyse en langstrakt tradering forud for visernes nedskrivning. Han ville, med andre ord, bevise teorien om visernes forbindelse til den poetiske tidsalder ved at gå metodisk frem.

Grundtvig forklarede, at ”saafremt Udgaven skal have den objective, al subjectiv Vilkaarlighed udelukkende Characteer, der ene kan havde den videnskabelig Betydning”, skulle den ”være ikke blot en Exempelsamling, men en Kildesamling”. DgF skulle være ”en Kildesamling af vor Middelalders Folkedigtning”. Kravet til en sådan udgave var, ”at give alt hvad der er” og ”at give alt som det er”, alle tekster skulle med og gengives bogstavret.

Viseteksterne først

Svend Grundtvig formodede, at hvis kravene om fuldstændighed og præcision blev opfyldt, kunne de lange traderingslinjer dokumenteres. Viserne skulle blot sorteres, ordnes og kommentares. Han regnede desuden med, at forklaringen på visehåndskrifternes indbyrdes forbindelse ville tone frem undervejs.

Det var Grundtvigs plan at afslutte arbejdet med ”en nøjagtig Beskrivelse over de benyttede Kilder, navnlig de haandskrevne Visebøger, hvorved i Særdeleshed deres Alder og saa vidt muligt den Egn i Landet, hvor de ere opstaaede, samt deres Historie vilde være at anføre”. Den skulle være ”en udførlig Beskrivelse af dens haandskrevne Kilder, hvori disses Beskaffenhed og Historie samt deres indbyrdes Forhold saa vidt muligt opklares”.

Kildeudgiverne og visehåndskrifterne

Til en start listede og kommenterede Grundtvig visehåndskrifterne ud fra selvsyn. Desuden ud fra foregående viseudgiveres beskrivelser og ud fra sin tidligere lærer Christian Leys håndskrevne notater. Listen blev trykt i Prøven på DgF år 1847.

Axel Olrik, der fortsatte arbejdet med DgF, udfærdigede kun spredte kommentarer til visehåndskrifterne, som han lokaliserede geografisk spredt.

Hakon Grüner-Nielsen afsluttede DV med korte beskrivelser år 1931. De gav udtryk for, hvad både Grundtvig og Olrik hele tiden havde forudsat: at viserne havde været spredt i sangen forud for visehåndskrifternes fremstilling og at den havde fundet sted spredt ved uddannede, adelige enkeltpersoner.

Da DgF omsider blev afsluttet med en håndskriftsbeskrivelse i år 1976, havde viserne mistet betydning for folkemindevidenskaben. De havde fået ry for at være et utilstrækkeligt kildemateriale.

Udfaldet

DgF’s ordning synliggjorde et væld af indbyrdes, men tilsyneladende usystematiske forbindelser mellem håndskrifterne. Den fik imidlertid ikke nogen forklaring på dem frem. Det blev derfor skønnet, at det var umuligt og uvæsenligt at forklare dem.

Gennemgangen sammenfattede, korrigerede og supplerede blot de foregående bestemmelser. De vedrørte personer, tidspunkter og steder. Desuden spredte tekstserier, som tydede på afskrifter fra det ene håndskrift til det andet. Gennemgangen kom ikke frem til teser om, hvordan de indbyrdes tekstuelle forbindelser kunne være kommet i stand.

Kildeudgivernes teorier og kildekritiske vurdering

Kildeudgivernes forudsætninger om spredt forekommende viser og spredt, privat håndskriftsfremstilling, implicerede, at private adelige skulle have plukket forsvindende viser ud af cirkulationen i egne omgivelser. Udgiverne fandt ikke skriftlige levn efter den forudgående visecirkulation. De anså derfor visehåndskrifterne for at have reddet viserne fra glemslen.

Svend Grundtvig og Axel Olrik bestræbte sig på at udrede visernes forløb i mundtlig sang før nedskrivningen af dem. De organiserede samtidig indsamling af folkeminder, defineret som ”de meddelelser, der gives fra slægt til slægt i en bestemt fæstnet Form”.

Disse faste former omfattede især viser, eventyr, sagn, desuden fortælling om gammel tid, som under ét blev kaldt for ”folkedigtning”.

Begge kildeudgivere mente, at deres egen tids bønder og fattigfolk bar på rester af en oprindeligt fælles mundtlig, irrationel og rural fortælletradition. De opfattede begge denne tradition som en modsætning til samfundets udvikling. De fandt, at den øvre del af befolkningen havde forladt traditionen til fordel for skriften, videnskaben og bylivet. Den havde ladt den nedre del tilbage udenfor udviklingen.

Den mundtlige tradition og udviklingen

Grundtvig og Olrik oplevede, at udviklingen i deres samtid trak alle med sig. De anså den for at presse folkeminderne ud. De arbejdede for at redde resterne ved at organisere indsamlinger. De udpegede episke genrer og udsagn med særlig lange traderingslinjer bag sig. De fandt dem hos samfundets nederste og i dets fortid. De fandt dem i de adeliges visehåndskrifter og middelalderlige klerkes skrifter. Efter deres opfattelse var minderne blevet marginaliseret gennem en lang periode. De havde imidlertid også deres egne, mundtlige veje. De to  udgivere så derfor en mulighed for, at en vise, som blev sunget på deres tid kunne være ældre end de viser, der var blevet skrevet ned for længe siden.

De to udgivere ville føre såvel viserne i visehåndskrifterne som folkeminderne bagud i tid. De var, som nævnt, ikke helt enige om hvem og hvilken tid, DgF-viserne skulle forbindes med. De var dog enige om, at udgivelsen af dem skulle oplyse samtiden om dennes fundament i fortiden. De skulle ad den vej virke til støtte for folkets fremtidige sammenhængskraft. Svend Grundtvig mente, at DgF-viserne var udtryk for et fortidigt ”Stadium i dets aandelige Udvikling”. Axel Olrik så dem som udtryk for ”et bestemt Kulturtrin”.

Filosofiske uoverensstemmelser

Deres jagt på levn fra den fjerne fortid rejste et spørgsmål om, hvornår folkedigtningens former var begyndt og med hvad. De pegede på sagnet som en enhed, der sprang fra den ene form til den anden, mens det gik fra person til person gennem generationerne.

Grundtvig tog udgangspunkt i filosofien om poesiens tidsalder og forklarede, at ”Folkevisen er Sagnets oprindeligste Form; Kunstdigtet og Sagaen ere Folkevisens Børn; Stedsagnet dens sidste forsvindende Gjenlyd”.

Olrik tog sit udgangspunkt i evolutionslæren og fandt, at ”et Folkesagn maa have udført den første Formning af Stoffet til Brug for Visens Sanger” ved visen om Ebbe Skammelsøn (DgF 354, 211). Han plæderede generelt for, at sagnet var den episke enhed, der var kommet først og som derefter antog forskellige former, f.eks. som saga, vise eller eventyr. De var også delt på spørgsmålet om, hvilke kilder, der bedst førte tilbage til den fjerne fortid.

Svend Grundtvig om folkemindeoptegnelserne

Svend Grundtvig så store muligheder i viserne, som både kunne findes i håndskrifterne og af folkemindeindsamlerne. Da han annoncerede sin plan om kildeudgivelsen i Dansk Folkeblad år 1844, føjede han til, at ”Som Bevis paa at der endnu desuden kan findes mangt et kosteligt Guldkorn af vor Kæmpeviseskat at opbevaret ved mundtlig Tradition, hidsættes følgende Vers….“. Han ønskede sig ikke alene flere, men nøjagtige optegnelser.

Grundtvig skelnede mellem de forandringer, som en vise gennemløb i mundtlig tradition og den forandring, som nedskrivningen kunne medføre. Den førte var ægte. Den sidste var en uvedkommende tilsætning, der skulle sorteres fra. Han indskærpede i subskriptionsopfordringen på DgF år 1851, at viserne og andre minder kun var ”ægte i samme Grad som den tro og nøjagtig er optegnet som den har lydt i Folkemunde: som den har bevaret sig i det ulærde Folks mundtlige Tradition”.

Axel Olrik om folkemindeoptegnelserne

Til forskel fra Svend Grundtvig var Axel Olrik kritisk overfor optegnelserne i visehåndskrifterne. Han fremhævede til gengæld de mange folkemindeoptegnelser, som hobede sig op. Det bidrog til skiftet mellem folkemindeoptegnelserne og viserne som primært genstandstandsmateriale for teori- og metodeudvikling. Olrik præciserede, at de levede op til samtidens krav:

”Til en fyldestgørende optegnelse af mundtlig overlevering høre 1) en nøjagtig gengivelse af det mundtligt meddelte, 2) oplysning om meddelerens navn, tid, sted, samfunds- og dannelsestrin m.m. (f.eks. samtlige andre af ham meddelte folkeminder). Fuldstændige optegnelser af denne art foreligger sædvanligvis kun fra sidste halvdel af det 19de årh. Mange ældre optegnelser (f.eks. visebøger, flyveblade) står nær ved den mundtlige overlevering, men fattes oplysning om hjemmel, såvel som ydre vidnesbyrd om optegnelsernes nøjagtighed”.

Efterfølgende diskussioner

De dramatiserede viser fik trods alt en del opmærksomhed i første halvdel af det 20. århundrede. De blev hyppigst forbundet med middelalderen, sådan som Svend Grundtvig havde gjort det i DgF. Det blev diskuteret, hvordan visernes oprindelige ordlyd kunne rekonstrueres ud fra variantformerne samt hvad viserne fortalte og hvad det havde med historisk virkelighed at gøre. Interessen medførte sporadiske undersøgelser af visehåndskrifterne. Det blev forudsat, at viserne og håndskriftsfremstillingen havde været spredt.

Spørgsmålene om folkevisernes hvem, hvor og hvornår trængte sig dog på. Axel Olriks opfattelser havde sat sig dybe spor indenfor folkemindevidenskaben.

Folkloristerne

Folkloristerne ville gerne sætte håndfast empiri over luftig teori om fjern fortid. Laurids Bødker gav i 1940-50’erne udtryk for fagets spirende interesse for synkrone sammenhænge mellem fortælling og fortællere samt for forankringen i subkulturer. Han argumenterede for, at visehåndskrifterne rummede egen tids ”adelstradition” og for, at folkemindeoptegnelserne rummede egen tids ”almuetradition”. Tankegangen satte sig spor i DgF’s melodibind XI og i registerbindet XII med håndskriftsbeskrivelserne, begge trykt år 1976.

Bødker foreslog også, at viserne blev fulgt fremad fra håndskrifterne gennem tryk til optegnelserne efter almuefolks sang. Metoden blev siden afprøvet af Iørn Piø i Nye veje til Folkevisen år 1985.

I 1960erne forestod Laurids Bødker oprettelsen af et selvstændigt Institut for Folkemindevidenskab. Faget, der før havde hørt under Instituttet for Nordisk filologi på Københavns Universitet, blev opløst i 1990erne. Det nåede inden da at afsøge forholdet mellem det fortalte og de fortællende såvel som forankringen i subkulturelle miljøer. Det udvidede også emneområdet til at omfatte pragmatiske hverdagsfortællinger og erindringer.

Bestræbelserne på at afgøre diskussionerne om viserne førte imidlertid ikke til noget. De kom dermed til at udstille fagets nye teoriers og metoders begrænsede gyldighed. Faget kom samtidig i klemme mellem historikere og litteratere.

Historie og litteraturhistorie

Historikerne begyndte at tvivle på den tidligere ide om enhedskulturel middelalder. De arbejdede på at fremhæve sociale skel og undergravede dermed fundamentet for opfattelsen af viserne som folkeviser fra middelalderen.

Litteraterne fastholdt derimod ideen om den enhedskulturelle middelalder og om viserne som folkeviser fra middelalderen. De gentog derom i et voksende antal litteraturhistoriske oversigter.

Splittelsen på spørgsmålet om viserne fortsatte efter folkemindevidenskabens institutionelle opløsning.

Pil Dahlerup tilsluttede sig Svend Grundtvigs og den samtidige litteraturhistoriker N. M. Petersens synspunkt i Dansk litteratur. Middelalder 1-2 år 1998. Sigurd Kværndrup gjorde det samme i sin disputats om Den østnordiske Ballade år 2006. Kanon for dansk litteratur bredte synspunktet ud år 2004.

Projekt Svøbt i Mår, der resulterede i en 4-bindsantologi år 1999-2002, tilsluttede sig Laurids Bødkers og Iørn Piø’s opfattelse af, at viserne skulle forbindes med håndskrifternes tid og miljø. Flemming Lundgreen-Nielsens studier deri af 100-visebogen og 200-visebogen anerkendte udgivernes videnskabelighed ved at fokusere på disses ”apparat”. De monografiske studier i antologien af udvalgte visehåndskrifter byggede imidlertid på de tidligere bestemmelser af dem. De gav udtryk for nogen usikkerhed om håndskrifternes formål og forhold til egen tids sangtradition.

Min indgang til diskussionerne

Da Institut for folkemindevidenskab blev opløst var begrebet folklore stærkt omdiskuteret. Internationalt havde der udkrystalliseret sig linjer, som ville omdefinere fagets område. En af linjerne valgte hverdagsliv, en anden tradition og en tredje mundtlig fortælling. Jeg valgte at samle mit forskningsfelt under udtrykket ’videnskab om fortælletraditionerne’, som kan defineres principielt og videnskabshistorisk.

Jeg gav mig til at rokke ved de for faget blokerende paradigmer. F.eks. arbejdede jeg på at erstatte forestillingen om en enhedskulturel middelalder med kulturel pluralisme i skiftende formationer. Jeg afsøgte desuden forholdet mellem de traditionelle fortællingers diakrone og synkrone traderingslinjer.

Jeg forbandt de traditionelle fortællinger med fortælletraditionernes flydende masse samt med de fortællende miljøers erfaringsverden. Desuden forsøgte jeg at anfægte mekaniske slutninger mellem det fortalte, fortællemiljøet og samfundet.

Det var min fornemmelse, at viserne i visehåndskrifter og visetryk fortalte på det reformatoriske og ikke på det middelalderlige grundlag. Den blev bekræftet gennem mine studier af fortællingernes kontinuitet og forandring frem gennem middelalderlige skrifter ind i de efterreformatoriske udgivelser: 100-visebogen af Anders S. Vedel år 1591 og Danmarks riges Historie af Arild Huitfeldt i år 1599-1608.

I løbet af år 2007 gled jeg gradvist ind i den undersøgelse, der nu fremlægges under fællestitlen Videnskaben og Viserne. Det begyndte med 100-visebogen. Desuden med spørgsmålet om, hvorvidt viserne kunne eller ikke kunne have overlevet reformationsprocessens dybtgående og langvarige opgør fortiden. Derunder med den katolske tro, det dobbeltinstitutionelle kirke- og kongestyre, men den tilhørende normativitet og de mange traditioner.

Undersøgelsens første fase

Videnskaben om viserne og i videre forstand fortælletraditionerne fik et markant udtryk i den, ikke alene i en dansk, men europæisk sammenhæng bemærkelsesværdige 100-visebog. Den udkom i år 1591 under den tidstypisk lange titel:

It Hundrede uduaalde Danske Viser Om allehaande Merckelige Krigs Bedrifft/ oc anden seldsom Euentyr/ som sig her udi Riget/ ved Gamle Kemper/ Naffnkundige Konger oc ellers forneme Personer/ begiffuet haffuer/ aff arilds tid indtil denne neruærindis Dag.

Visernes antal stemte overens med antallet af konger i rigets lange historie. Deres fortalte tid var spredt ud over den. De fortalte, som titlen sagde det, om konger, kæmper og andre fornemme, som riget havde fostret og ville fostre ud i de uendelige.

100-visebogens udgiver, Anders S. Vedel, var præst i Ribe og havde sideembede som rigshistoriker. 100-visebogen var imidlertid en sangbog med sekulære, folkesproglige viser. Vedel gjorde noget hidtil uset ved på en gang at præsentere dem som befolkningens fælleseje og som genstand for en ny videnskab om folkesproglige fortælletraditioner. Den trak veksler på såvel poetikken som historievidenskaben.

100-visebogen og Danmarks gamle Folkeviser

Jeg fik øje på hidtil ubemærkede ligheder mellem 100-visebogen og DgF. De havde begge et sindrigt videnskabeligt system, der integrerede de udvalgte visetekster. De førte begge videnskab og viser sammen under en metafortælling om visernes repræsentative værd. De støttede den med henvisninger til visernes forudgående spredning. De karakteriserede visedigtningen ved at forbinde viserne med såvel fortælletraditionerne som med de historiske erfaringer.

Der var også iøjefaldende forskelle mellem 100-visebogen og DgF. Sidstnævnte skulle forsyne læserne med indsigt i den poetiske tidsalders, middelalderens sang. 100-visebogens udgiver opfordrede derimod sine læsere til at synge og digte flere viser af samme slags som de trykte. Han kaldte dem “gamle Danske Viser“. Men. Var de virkelig gamle på dens tid eller stemte de overens med samtidens reformationsproces?

Havde Svend Grundtvig og eftertiden tolket prædikatet ‘gamle’ for bogstaveligt? Han havde kun vedkendt sig et interessefællesskab med Anders S. Vedel, ikke et videnskabeligt. Efterfølgerne havde taget ham på ordet. Var det en fejl? Hvilken forbindelse var der mellem de to udgivelser? Var forløbet før folkemindevidenskaben ikke kendt godt nok?

Undersøgelse af 100-visebogen

Jeg gik i gang med at afdække forholdet var mellem videnskab og viser i 100-visebogen for at bidrage til afklaringen. Hvad havde Vedel gjort ved hvilke viser, hvordan og hvorfor?

Anders S. Vedel understregede, at 100-visebogens trykte tekster ikke var et diktat til sangerne. Han skrev, at ”der som end nogen vilde meget kiffuis her om, enten tage sig selff noget til eller det vdlegge om andre, saa ere dog Viser ickun Viser, oc bliffue Viser huad mand giør aff dennem” (biiiv-ivr).

Det var et noget tvetydigt udsagn. Sangerne sang samme vise på hver sin måde. Vedel optrykte dem på sin måde. Han ændrede ikke blot i deres ordlyd. Han gjorde dem også til mere end de havde været ved at præsentere dem som repræsentative for kongerigets befolkning.

De første led

Jeg analyserede 100-visebogens forening af videnskab og viser for at afklare, hvorvidt der var eller ikke var overensstemmelse mellem de to integrerede led.

Anders S. Vedel var præst og tog aktivt del i reformationsprocessens opgør med den foregående middelalderlige periode. Jeg forventede derfor en overensstemmelse mellem videnskaben og de deri integrerede viser. Tesen var, at Vedel tilbageprojekterede nye viser og dermed brugte prædikatet ”gamle, Danske Viser” i en særlig betydning.

Analysen førte ind i 100-visebogens metafortælling om viserne som værende repræsentative for de danske og deres digtekunst i tiden mellem uendelighedstegn. Argumentationen derfor var flettet sammen med de udvalgte viser, der var placeret som både videnskabens genstandsmateriale og tekster til at synge.  Det videnskabelige system arbejdede viserne op i digtekunstens hierarki. Det indeholdt et lag, som karakteriserede viserne som digtekunst og relaterede dem til fortælletraditionernes masse af genbrugelige episke elementer og teknikker. Vedel fremhævede de i viserne anvendte episke regler for at føre læserne ind i visemagerhåndværket.

Det var hensigten med 100-visebogen at intervenere i befolkningens sangtraditioner, men hvad var baggrunden for denne målretning? Jeg forbandt 100-visebogen med Anders S. Vedels virke og værker samt med reformationsprocessen, der først ebbede ud inde i 1600-tallets begyndelse. Flere tryk og håndskrifter blev inddraget for at præcisere derom.

100-visebogen og samfundet

Anders S. Vedel bidrog til det litterære marked med flere udgivelser. Jeg satte derfor 100-visebogen i sammenhæng med dem samt med andres religiøse og verdslige udgivelser.

Jeg inddrog det regerende styres regulering af det litterære marked og af de offentlige ytringer. Reguleringen fik det litterære marked til at reflektere det ny i samfundets tro,  styreform og normativitet. Derunder nye opfattelser af individet i samfundet under Gud og af traditioner såvel som af traditionsbegrebet.

Reformationsprocessen ombrød befolkningens traditionsnet bevidst og spontant, oppe- og nedefra. Det blev fulgt frem til 100-visebogens udgivelse dels  gennem styrets forordninger og dels gennem de nye tryk, som blev godkendt af censuren. Tankegangen bag var mekanisk. Det nye skulle presses ind og det gamle ud. De ny salmebøger skubbede de ny reformerte, dansksprogede salmer ind og de gamle, katolske (og latinske) ud. 100-visebogen skulle på samme måde skubbe sit metafortalte udvalg af viser ind og andre, ældre sange ud. Dens intervenerende retning stemte overens med alle de andre udgivelsers.

100-visebogen og videnskaben

100-visebogen trak veksler på sin tids videnskab. De reformerte landes lærde var generelt påvirket af bestræbelserne på at gendanne det oprindelige, Gud havde skabt. Deres videnskab fik et opsving. Historievidenskaben, som Anders S. Vedel var inde i, skulle fremstille rigernes historie på en ny måde. Han arbejdede på at skrive det danske kongeriges historie påny og inddrog træk fra historiebøgerne for at sætte visefortællingerne i relief. Poetikken skulle forbedre digtekunsten. Vedel overtog dens arbejdsmåde og noget af dens videnskabelige system. Han forenede videnskab og viser ved at metafortælle og udlede episke regler af viserne til støtte for visesangerne.

Poetikken oplevede et opsving ved de tyske delstaters universiteter. Den udledte episke og sproglige regler af antikke digte for at hjælpe samtidens digtere. De digtede på latin og overførte også den latinske metrik til folkesprog for at opfylde de reformertes behov for nye salmer. Der var stor forskel på de antikke kunstdigte, som låste ordene fast i metriske systemer og de omformelige traditionelt gjorte viser, der lod sig omforme under gentagelse.

Anders S. Vedels arbejde med viserne blev et pionerarbejde, fordi det lykkedes ham at udpege og integrere den traditionelle digtekunsts karakteristika i 100-visebogens videnskabelige system.

Anders S. Vedels forlæg

Jeg rejste, noget tøvende, et hidtil ubesvaret spørgsmål: Hvordan og hvorfra havde Anders S. Vedel havde fået fat på viseteksterne, som han selv opgav at have i ”nogle Bøger”?

Tre bevarede ud af oprindeligt fire håndskrifter var for længst blevet peget ud til at have givet forlæg til 100-visebogen. Svend Grundtvig havde identificeret Vedels skrift deri ved at sammenligne med nogle af hans efterladte manuskripter. Det var således en kendt sag, at Anders S. Vedel havde indskrevet og rettet spredte visetekster. Fere andre, anonyme skrivere havde tydeligvis også indskrevet viser i håndskrifterne. De var ikke identificeret. Deres antal var ikke engang præciseret. Det var uvist, hvordan, hvor og hvornår håndskrifterne var blevet fremstillet og af hvem.

Svend Grund og Axel Olrik formodede, at Vedel selv havde samlet viserne og dermed, at bøgerne var blevet til på hans initiativ. Det blev ikke anfægtet senere. Erik Sønderholm fremførte en idé i håndskriftsbeskrivelserne i DgF XII 1976. Den gik ud på, at Vedel havde bragt bøgerne med sig på sine rejser rundt i riget efter historiske dokumenter og fået andre til at skrive viserne ind i dem. Iørn Piø lancerede i Nye veje til Folkevisen år 1985 en anden idé om, at Vedel havde organiseret indsamling (ligesom Grundtvig og Olrik) og fået indsamlerne til at skrive viserne ned for sig.

Mine skriveridentifikationer

Jeg forsøgte at finde de anonyme skrivere ved at udrede Vedels rejser og lede efter skrifttyperne i Rigsarkivets samling af private breve. Det førte ikke til noget, før jeg stødte på et privat brev fra kansleren Johan Friis (+1570). Det var skrevet med samme skrift som en af viseteksterne!  Opdagelsen fik mig til at vælge en ny retning.

Til min overraskelse lykkedes det at identificerede samtlige anonyme skrivere ved at sammenligne skrift med papirer i kancelliets arkiv, private breve samt i få andre visehåndskrifter. Jeg sammenholdt også de svingende skrifttyper i de tre bevarede håndskrifter og fik skriverne reelt ringe antal frem.

De identificerede skrivere var kansleren Johan Friis, sekretærerne Hans Skovgaard, Niels Kaas og Jacob Vind. De var professionelle skrivere. Deres svingende skrifttyper signalerede, at håndskrifterne havde kladdestatus. De måtte regnes for at være udkast til kancelliets eget arkiv, ikke renskrevne til fremvisning.

Det lykkedes mig at datere kancellisternes arbejde, bl.a. ved at sammenholde skrifttyperne med skrivernes ophold på Københavns Slot, hvor de havde skrivestuer og arkiv. De havde ført tekster fra ophobede løsblade over på regelmæssige læg i perioder gennem år 1569 – 1571. De havde skrevet tæt, syet læggene sammen og indbundet dem nødtørftigt som bøger. De havde inddraget den da unge slotspræst Anders S. Vedel i arbejdet.

Omkring udgivelsen år 1591

I år 1586 var Niels Kaas kansler. Han fik ideen til 100-visebogen på grund af et sammentræf af flere begivenheder, men især på grund af en retssag om en nidvise. Den gjorte det klart, at befolkningen havde brug for vejledning. Kansleren besluttede sig for at dele ud af hoffets viser. Han gav Anders S. Vedel besked på at udfærdige et trykmanuskript ud fra de fire håndskrifter, som de begge havde været med til at fremstille flere år før. Vedel, der var blevet præst i Ribe og rigshistoriker under kanslerens ledelse, gjorde, som han fik besked på. Kancellisterne forsynede ham med få visetekster mere ved at skrive til på nogle tomme blade i bøgerne.

100-visebogen udkom først i år 1591.Min sammenligning af teksterne i de tre bøger med de trykte tekster belyste både forlæggenes karakter og Vedels tekstredigering. Sammenligning med de andre visehåndskrifters tekster førte desuden frem til, at de tre bøger havde givet forlæg til adskillige af dem. De blev tilbageleveret senest år 1595, men måske i Niels Kaas’s dødsår 1594. Det sidste gik tabt. Samlingen, der er kaldt for Vedels samling, benævnes her (vesml).

Konklusionen

Min konklusion blev, at 100-visebogen havde en almen baggrund i den langvarige reformationsproces og et konkret udspring i kongens danske kancelli. Den var et bestillingsarbejde, som førte et udvalg af hoffets viser ud til offentligheden. Dens metafortællende videnskabelighed, dens dedikationen til enkedronningen og det trykte medium i sig selv gav den autoritet. Den indeholdt for det reformerte styre eksemplariske, acceptable viser til befolkningens brug.

Undersøgelsens teseforfølgende anden fase

100-visebogen gemte på et paradigme om sin flytning af viserne fra det miljøspecifikke hof til den almene offentlighed. Senere viseudgivelser og faglitteratur har forudsat, at viserne forekom spredt indenfor befolkningen forud for visehåndskrifterne og trykket. Min fremdragelse af paradigmet om visernes flytning var derfor kontroversiel. Den rejste en række spørgsmål:

Flyttede de efterfølgende viseudgivelser også viser fra hoffet til offentligheden? Hvor mange af visehåndskrifterne var fremstillet af kancelliet? Skelnede det mellem en ophobet mængde af forlæg, indeholdende (vesml), og de renskrevne visehåndskrifter? Skulle forskningens forudsætning om spredning erstattes med påviselig centralisering? Det ville i så fald få store konsekvenser.

Jeg besluttede at udvide undersøgelsen. Den kunne vise sig at føre frem til en placering af visehåndskrifternes viser i tid, sted og miljø.

Problemstillingen

blev udvidet til forholdet mellem den tidlige videnskab om de folkesproglige fortælletraditioner, som viseudgivelserne eksponerede og dennes primære genstandsmateriale for udvikling af  teori- og metode, viserne i visehåndskrifterne.

Den tidlige videnskabs periode blev afgrænset til perioden fra optakten til 100-visebogen til optakten til DgF. Genstandsmaterialets blev afgrænset til den overleverede, indbyrdes forbundne mængde af visehåndskrifter, som de af viseudgiverne anvendte håndskrifter tilhørte.

Hypotesen

blev, at den tidlige videnskab førte hoffets viser over i offentligheden i en akademisk forstand gennem sit videnskabelige system og i en bogstavelig gennem det trykte medium. Tesen implicerede, at det gjaldt generelt, at viseudgivelser og visehåndskrifter havde et fælles udspring i kancelliet samt, at de kom til at udgøre hver sit spor med hver sin omgivende visecirkulation.

Da de to spor ikke var kendt, skulle tesen afprøves på en empirisk måde, som lod alle muligheder stå åbne og som åbnede op for det uforudsigelige. Der kunne ikke tages afsæt i et teoretisk-metodisk system, slet ikke omhandlende subkulturer og fælleskultur, da disse ikke skulle forudsættes, men fremdrages.

Teori og metode

Det teoretiske grundlag, som skulle fungere styrende, blev begrænset til de begreber, som er inkluderet i mit udtryk ’videnskab om fortælletraditionerne’. Det drejede sig om: videnskab, fortælling, tradition, traditionelle fortællinger og fortælletraditioner, hvoraf det sidste er mest vidtgående.

Metoden blev søgende og pragmatisk. Videnskabens udvikling og visehåndskrifternes fremstilling er fulgt kronologisk fremadskridende. Det medførte behov for adskillige dateringer. De blev baseret på en kombination af mere eller mindre ekspliciterede udsagn i de enkelte skrifter. Deduktive slutninger hjalp mig med at finde frem til flere relevante tegn i hver enkelt af dem.

Det blev del af fremgangsmåden at identificere og fortolke de signifikante udtryk i tryk og håndskrifter. Jeg søgte støtte i datidens sprogbrug, f.eks. angående begreberne ’nyt’ og ’gammelt’ samt ’viser’, som implicerede sang.

De enkelte viseudgivelser og visehåndskrifter er undersøgt hver for sig. Skriftseriernes interne sammenhænge samt relationer til hinanden, til andre skrifter, til personer og til disses miljøer tonede frem undervejs. Ydre forhold, der indvirkede på dem, blev identificeret og belyst undervejs.

Analyser og fortolkninger blev foretaget gennem et iterativt forløb. Jeg sprang rundt mellem de enkelte skrifter. Jeg fandt spor af visecirkulationen og identificerede de betydningsfulde træk i den historiske kontekst, hvor det var nødvendigt for at præcisere, fortolke og/eller forklare.

Det kronologiske princip

Undersøgelsen har fulgt forløbet fremadskridende. Den har samtidig indfanget forskellige perceptionsmåder og spredningsmønstre ved at inddrage flere tryk og håndskrifter. Blandt dem også tryk med salmer og kunstdigte; sognepræsternes antikvarisk-topografiske indberetninger samt et gennem perioden voksende antal flyveblade.

Videnskabens udvikling viste sig at være bundet til den offentlighed, som viseudgiverne førte viserne ud i. Den er belyst gennem deres tryk, men desuden gennem de lærdes debatter om videnskab, digtekunst og de trykte viser såvel som disses spredning i befolkningen.

Visehåndskrifternes fremstilling, anvendelse og indbyrdes forbindelser, inklusive deres herkomst og kronologiske række, er belyst ved at fokusere på dem og deres persontilknytning. De oftest anonyme skrivere er identificeret gennem sammenligning med private breve og kancelliets arkivalier. Brugerne er identificeret og listet ud fra diverse eksplicitte spor i de enkelte håndskrifter.

Forholdet mellem tryk og håndskrifter samt de indbyrdes forbindelser mellem sidstnævnte er blevet belyst gennem sammenlignende tekstanalyser. Viserne er i den forbindelse blevet anskuet som traditionelle fortællinger og analyseret med vægt på episk forløb og moralen.

Endnu en udvidelse

Fremgangsmåden indebar, at de tidlige viseudgivelser og visehåndskrifterne samt disses rækkefølger kom i fokus. Det minimerede risikoen for at komme til at foretage eller gentage retrospektive slutninger, baseret på fordomme og erfaringer med den langt senere folkemindeindsamling.

Jeg blev ført gennem en længere række store og små spørgsmål frem til en forbløffende mængde svar. Datidens begrænsede brug af skrift og den fragmenterede overlevering af skrifter medførte dog også begrænsninger. Helt indlysende fra sangernes performance, som der ikke findes notater om.

Mens undersøgelsen gled ud ad de to spor, som henholdsvis viseudgivelserne og visehåndskrifterne stod i centrum af, opstod behov for en detaljeret analyse af et enkelt håndskrift. Den skulle støtte min undersøgelse af dem alle ved at detaljere om kancelliets arbejde med viseteksterne. Det medførte, at visehåndskrifternes spor blev delt i to.

De således i alt tre delundersøgelser, som Videnskaben og Viserne 1-3 nu fremlægger, har ledt frem til et samlet resultat. De har afdækket og præciseret forholdet mellem den tidlige videnskab om fortælletraditionerne og dennes primære genstandsmateriale, viserne i visehåndskrifterne. Konklusionen er, at hypotesen om viseudgivernes flytning af viserne i visehåndskrifterne fra kongens hof til rigets offentlighed har gyldighed for hele viseoverleveringen.

 

Fremstillingen i Videnskaben og Viserne 1-3

Fremstillingen i Videnskaben og Viserne 1-3 følger undersøgelsens opdeling. De enkelte led influerede på hinanden undervejs. Derfor kan dokumentationen for en delkonklusion stå et sted og konsekvenserne af den være taget et andet. Det er tilstræbt at fremlægge undersøgelsen på en måde, som giver læserne mulighed for at gennemskue fremgangsmåden og slutningsrækkerne. Der er dog sparet på de indbyrdes referencer mellem de enkelte bind. Der er desuden fastholdt et princip om at argumentere positivt, hyppigt med bevisførelse i citater fra såvel tryk som håndskrifter. Dermed forbliver dementier af hidtidig forsknings opfattelser som regel indirekte.

Bind 1 (1a -1b), 100-visebogen år 1591. Baggrund, indhold og langtrækkende effekter

følger udviklingen af den tidlige videnskab om fortælletraditionerne. Den ses i sammenhæng med den debat, som udgivelser af viserne skabte samt med den spredning, de opnåede.

Det fremgår, at udgiverne dækkede over, hvor de havde viserne fra, mens de udlagde dem som værende repræsentative for den danske befolkning. Visernes flytning fra det miljøspecifikke hof til den almene offentlighed blev den tidlige videnskabs paradigme.

Videnskaben om viserne og i bredere forstand om fortælletraditionerne fulgtes med udviklingen i samfundet. Den fastholdt imidlertid sit én gang udpegede genstandsmateriale. Med tiden kom den derfor til at omfatte en diskussion om, hvorvidt og hvordan viserne egnede til at være en officielt udpeget fælles tradition. Diskussionen påvirkede udviklingen af den tidlige videnskabs system på en måde, som afslutningen sammenfatter om.

Bind 2, Visehåndskrifterne år 1548-1732. Spor fra fremstilling og brug samt indbyrdes forbindelser,

gennemgår de i alt 37 bevarede visehåndskrifter samt afdækker deres indbyrdes forbindelser gennem vise-, variant- og forlægfællesskaber. Det fremgår, at visehåndskrifterne var tilknyttet hoffet. De udsprang af kancelliets skriveprocesser, som gjorde det muligt at indsamle, opbevare og distribuere viserne til hofmiljøet. Afslutningen sammenfatter om traditionskæden blandt kancellisterne samt om kurven for hoffets visesangtradition, der gled fra optakten over udfoldelsen til afviklingen.

Bind 3, Magdalena Sibyllas Visebog år 1637. Indhold, forlæg, fremstilling,

afprøver og uddyber min tese om kancelliets skriveprocesser gennem analyse af et enkelt visehåndskrift. Det støtter min gennemgang af samtlige visehåndskrifter i bind 2. Analysen identificerer de spor, som skriveprocesserne satte sig i de renskrevne håndskrifter. Den inddrager tegn på visecirkulation indenfor samt ind i og ud af hoffet. Afslutningen sammenfatter om skriveprocesserne og disses forhold til hoffets visesang.

Om forholdet mellem de tre bind

Der er redegjort for undersøgelsens principielle grundlag i Videnskaben og Viserne 1-3 BIND 1. Dette bind redegør desuden for træk i reformationsprocessen af betydning for visernes fortællinger såvel som for videnskaben om dem.

Bind 2 og 3 omtaler indledningsvist kildeudgivernes opfattelser af visehåndskrifterne og viserne deri, mens bind 1 afslutningsvist omtaler disses optag fra den tidlige videnskab meget kortfattet. Det fremgår, at paradigmet om visernes flytning fra hoffet til offentligheden blev videreført. Det er først trukket frem i Videnskaben og Viserne 1-3 og dermed omsider opløst.

 

[henvisninger til ovenfor citerede passager med videre er trykt i Videnskaben og Viserne bind 1 a]