Indlæg fra Karsten Christensen og en kommentar fra Lene Ingemann Jørgensen om visehåndskrifternes overlevering. Her om de håndskrifter, der blev anvendt af Anders S. Vedel til Hundredevisebogen år 1591.
Karsten Christensen, historiker, boghistoriker
skriver:
Fra: Karsten Christensen
Sendt: 22. februar 2020 00:43
Emne: 1000 tak for udfordringerne
Kære Lene Ingemann Jørgensen,
Allerførst et stort tillykke med dit mammutværk om de danske folkeviser. Det er i sandhed imponerende. Og den nu mere end 200 år gamle intenst drevne forskning har du jo flot nok overskuet og håndteret. En megaopgave i sig selv.
På privat opfordring (Jeg har ikke set anmeldelser) anskaffede jeg mig de fire tunge bind i går, og har ikke kunnet nære mig for at pluklæse i nogle timer: dit summary, litteraturlisterne og hist og her i teksten. Jeg er på ingen måde folkevise/balladeforsker, men bare historiker, der for længe siden og af andre grunde bl.a. har beskæftiget mig med Anders Sørensen Vedels fascinerende indsats på så mange områder og så har jeg mere generelt beskæftiget mig med kodikologiens forskellige discipliner.
a.
De fleste mennesker er vel en smule selvoptagne/selvcentrerede, så jeg har da noteret mig, at du ikke ser ud til at have fundet mit eneste trykte bidrag til folkeviseforskningen relevant eller interessant. I forbindelse med forberedelserne til, hvad der blev til ”Svøbt i mår”: et større antal møder og foredrag, blev jeg af uransagelige grunde (måske mit Vedel-arbejde?) opfordret til at deltage og følte mig forpligtet til at levere et eller andet. Det endte med et hurtigt, mindre bidrag, trykt i Danske Studier 1986, med titlen: Lidt om det rentzelske visehåndskrifts overlevering og tilblivelse. Du har haft hæftet i hånden, da du angiveligt har benyttet Karen Thuesens artikel samme sted. (Og hun henviser til mit bidrag).
Hvis du orker at se efter selv (Jeg har beklageligvis ikke flere særtryk), vil du kunne se, at jeg har ret præcise forestillinger om R’s tilblivelseshistorie (men ikke skriveridentifikationer) og især om overleveringen til i dag. Jeg mener, at Vedel beholdt alle tre (fire?) visehåndskrifter, og at de er overleveret sammen med de øvrige nu eksisterende velleiana, og at han altså selv har ejet dem og ikke (tilbage)leveret dem til hoffet som du vist mener.
b.
Jeg kan se, at du også vover dig ind på andre komplicerede discipliner. Papir og vandmærkeforskning er et felt, hvor man virkelig skal passe på. Jeg har ikke fulgt med i mange år, men har indtryk af, at der i hele Europa (undtagen DK) foregår ganske meget.
c.
Og din hovedtese (som jeg tygger meget på i dens ekstreme understregning af ”Gesunkene Kulturgüter” – stærkt modsat Iørn Piø, som du vel har kendt ret godt – beror jo i sidste ende på en palæografisk bestemmelse af skriverhænder. Selvom jeg har fået god undervisning af såvel Erik Kromann som Herluf Nielsen og arbejdet med meget 1500-tals stof, opfatter jeg det som ganske vanskeligt og med mange fælder sikkert at identificere ”hænder” ved tekstsammenligning. Klassisk, men ret elementært er fejlplaceringen af Svanning I-II. Så jeg er imponeret over din sikkerhed på dette punkt.
Under alle omstændigheder glæder jeg mig meget til at fordybe mig i arbejdet og takker mange gange for din store indsats, os andre til glæde og udfordring.
d.
De venligste hilsener
Karsten Christensen
PS.: For god ordens skyld bør jeg vel også lige nævne Ivan Boserups og min lille korrigerende Marsk Stig-ting i Fund og Forskning 2017, hvor Vedel-viserne inddrages.
Kommentar om visehåndskrifternes overlevering
af Lene Ingemann Jørgensen
Hej Karsten Christensen
Det er rigtig godt at mærke din spontane faglige nysgerrighed overfor Videnskaben og Viserne 1-3. Tak, fordi du tager fat på den udfordring, mit omfangsrige værk er. Den bliver ikke mindre af, at mange af mine små og store resultater er overraskende. Det gælder også for visehåndskrifternes overlevering. Jeg vil koncentrere mig om den nedenfor.
Du har været inde på overleveringen et visehåndskrift i din artikel: Lidt om det rentzelske visehåndskrifts overlevering og tilblivelse, s. 132-.137 i
Jeg har desværre overset den, men ville gerne have henvist til i nogle noter. For det første, fordi du er en af de få, som har prøvet at følge op på spørgsmålet om visehåndskrifternes overlevering ved at ty til kataloger og registranter. Det gør jeg jo også. For det andet, fordi du kommenterer om det tabte visehåndskrift. Jeg har også omtalt dette.
Mine resultater er nogle andre end dine. Jeg trækker dem frem nedenfor. Først nogle indledende bemærkninger.
Noget om forhistorien
Din artikel er trykt 1986. På det tidspunkt var Projekt Svøbt i Mår, som Iørn Piø (+1998) fra Dansk Folkemindesamling (DFS) var med i, åbenbart i en optaktsfase. Den fik jeg ikke noget at vide om. Din mail får mig til at tænke, at Projektet ikke har turde give dig frie hænder til at gå videre med håndskriftsbestemmelserne. Du kunne jo have ført dem til ende. Erik Sønderholms arbejde til DgF XII, 1976 medtog ikke alle de kataloger og registranter, der skal til for at belyse visehåndskrifternes overlevering. Det sammenfatter heller ikke om deres overleveringsforløb.
Da jeg i 1980erne studerede ved Institut for Folkemindevidenskab og havde studenterjobs på DFS, mumlede både lærere og arkivarer om, at de havde kontrolleret Erik Sønderholm så godt som muligt. De følte stadig, at de havde været ude i en magtkamp om bstemmelserne af visehåndskrifterne. De ville overholde de aftaler, der havde været i mange år, om bevillingerne til det langsommelige arbejde med at afslutte DgF. De ville begrænse selvkritikken indenfor værkets egne bind. De ville samtidig tilføre nogle af de nye ideer og selv bestemme hvilke. De må have haft svært ved at styre litteraten Erik Sønderholm. Spørgsmålet om folkeviserne var i det hele taget meget betændt.
Den lempfældige tildeling af personnavne forvirrede for øvrigt mange diskussioner, derunder om visehåndskrifternes overlevering. Jeg har anvendt forkortelser for at neutralisere dem så meget som muligt.
Mit arbejde
I år 2007 gled jeg ind i den første fase af den undersøgelse, der nu er fremlagt i
Jeg finansierede mig selv. Jeg mærkede ikke noget til mine få og spredte fagfæller. Institut for folkemindevidenskab var blevet nedlagt i 1990-erne. Hoager folkemusikhus, der hørte under Instituttet, var også væk. DFS’s ansatte havde en anden baggrund. Banen var fri.
Mit motto blev: til kilderne! Jeg har gjort, hvad jeg kunne og turdet alt. Jeg har været detaljeret og fremlagt, hvad jeg har iagttaget. Jeg har været langt grundigere end mine forgængere på alle spørgsmål. Jeg har på sin vis sunget mit opløste fags svanesang til alle de fag, det påvirkede, ved at opklare, hvordan det forholdt sig med viserne. Mit arbejde åbner op for, at andre kan arbejde videre med det ene og det andet. Det inspirerer forhåbentlig også til en fortsat videnskab om fortælletraditionerne.
b.
På grund af omstændighederne (se forordet) har jeg selv læst korrektur. Nu har mit svar til dig medførte, at jeg har fundet en korrekturfejl. Den findes i bind 2:
Visehåndskrifterne. Fremstilling, brug og indbyrdes forbindelser.
Afsnittet om Håndskrifternes overlevering s. 633-645 i bind 2 omfatter samtlige visehåndskrifters overleveringsforløb. Det har været nødvendigt for at identificere, hvilke visehåndskrifter, der bliver nævnt hvor, da katalogerne som regel omtaler dem på upræcise måder. Jeg har derefter trukket hver enkelt håndskrifts overlevering ud og omtalt den forrest eller bagest i afsnittet om det, alt efter, hvor meget, der har været at sige. Jeg skulle også have sammenfattet om overleveringen af de visehåndskrifter, som Anders S. Vedel brugte til 100-visebogen. Sammenfatningen skulle være sat sidst i afsnittet om dem. Men ak. Pladsen på s. 193-194 i bind 2 er tom. Jeg har gjort det svært for mine læsere.
Jeg bringer derfor min sammenfatning nedenfor og henviser desuden til nogle få andre afsnit:
Visehåndskrifternes overlevering
Overleveringen af (re), (svI) og (svII) til s. 193-194 i bind 2:
Anders . Vedel fik udleveret fire visehåndskrifter i år 1586 til brug for 100-visebogen. Han leverede de tre tilbage, så der ses et markant forbrug af forlæg derfra, første gang i håndskriftet (sos) år 1595. Tome II gik tabt. (om forholdet til andre håndskrifter i afsnittet om Vedels samling (vesml), s. 181-193 i bind 2).
De tre bevarede visehåndskrifter forblev i kancelliet til ind i 1700-tallets første tiår. Derefter kom Renzel-håndskriftet, (re), gennem ét forløb og Svaning håndskrifterne, (svI) og (svII), gennem et andet.
To forhold fik betydning for de tre håndskrifters overleveringsforløb:
Kancelliets flytninger og Frederik Rostgaard
På det tidspunkt led kongens hof med husholdning og centraladministration af pladsmangel. Det endte med, at Københavns Slot i år 1731 blev revet ned for at give plads for Christiansborg. Kongens bibliotek blev splittet op, så de renskrevne visehåndskrifter i kongens bibliotek blev spredt ud til diverse højtstående embedsmænds huse. De håndskrifter, det her drejer sig om, hørte imidlertid til i kongens danske kancellis arkiv. Det fremgår også af deres overleveringsforløb.
Kancelliet fik et nyt hus ved Københavns Slot år 1710-11, men der var ikke plads til dets efterhånden svulmende arkiv. Det var splittet op og en del opbevaret i kælderen under Rosenborg. I år 1720 blev det endelig samlet i en ny bygning på Slotsholmen.
Frederik Rostgaard havde ansvaret for arkivet år 1700-1721. Han blev derefter kancelliets oversekretær. Han omskrev indenfor årene 1711-1721 en del af løsbladene fra kancelliets ophobede mængde af visetekster, så det blev til den samling, der nu kaldes for Holsteins visehåndskrift, af mig omtalt som (holst). (se afsnittet derom, især s. 587-588 i bind 2).
Frederik Rostgaard blev i år 1721 forfremmet til oversekretær i kancelliet. Han tid i det høje embede blev kort. Han blev anklaget for bestikkelse og faldt helt ud af centraladministrationen i år 1724-1725. Han bevarede interessen for viserne og afskrev, formentlig omkring år 1731-32, hele håndskriftet (reen), som blev opbevaret på Universitetsbiblioteket. Denne afskrift blev til det sidste af visehåndskrifterne, (totf). (derom, s. 587 i bind 2)
Visehåndskrifterne (svI) og (svII)
Underafsnittet Nyere Samling (s. 640-641) i afsnittet om Håndskrifternes overlevering, omtaler overleveringsforløbet for (svI) og (svII). De to håndskrifter fulgte med kancelliets arkivalier til Gehejmearkivets nye bygning i år 1720.
Hans Gram (+ 1748), der var professor ved Universitet, blev udnævnt til kongelig historiograf år 1730. Han blev samtidig arkivar og kongelig bibliotekar. I år 1731 blev han udnævnt til Gehejmearkivar, dermed til arkivets øverste. I år 1745 var han med til at stifte Det kgl. Danske Selskab for Fædrelandets Historie sammen med Jacob Langebek. Denne fik stillingen som Selskabets forstander og afløste siden Hans Gram som gehejmearkivar. Berhard Møllmann afløste Hans Gram som bibliotekar på Det kgl. Bibliotek.
Om visehåndskrifternes overlevering ud fra registranterne
Selskabets bibliotek blev registreret i Hans Grams dødsår 1748. Registranten nævner nr. 91:
”91. En Bog med gamle Danske Viser, hvori endeel, som ikke findes iblandt de trykte Kæmpe=viser. Foræret af Hans Gram”. (note: RA; Selskabet for Fædrelandets Historie. Bibliotekskatalog. Trykt i 4¤. Begyndelse og Tilvexst I de tre første Aar, Kbh. 1748, s. 158. Manuscripter in Quarto.)
Det fremgår deraf, at håndskrifterne var blevet bundet sammen til (svI+svII) og at gehejmearkivaren havde foræret dem til Selskabet.
Da staten og ikke mindst hoffet fattedes penge kom det sammenbundne håndskrift med på en auktion i år 1758. Det blev omtalt uudgrundeligt i auktionskatalogen under Manuscripta in Quarto som:
”54. En meget gammel Dansk Visebog”. (note: Fortegnelse paa Endeel gode Skrifter og Bøger….Kbh.1758, s. 637 i bind 2)
Visehåndskriftet kom tilbage til Selskabet igen, sikkert fordi Jacob Langebek købte det. Viseudgiverne Christian Sandvig og Rasmus Nyerup, som udgav Levninger af Middelalderens Digtekunst bd. 1 år 1780 og bd. 2 år 1784, fortalte, at det var i Selskabets bibliotek. Rasmus Nyerup gentog det i Udvalgte Danske Viser V år 1814 (jf. Tidligere omtale s. 129, afsnittet slutning og indledning bindes dermed sammen).
Da Det kgl. Danske Selskab for Fædrelandets Historie blev omorganiseret, registrerede det biblioteket igen. Det blev opdaget, at visehåndskriftet var væk:
”91: En Bog med gamle danske Viser, hvori en deel, som ikke findes i blandt de trykte Kæmpe=Viser. Screvet af Hans Etatsraad Gram.”: ”NB: Er laant til Hs.G”: ”fattis (?) 1822”. (note: Nks. 875, 8¤ (reelt 4¤): Catalog over det Kongelige Danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog dets Eiendomme henhørende til det forrige danske Selskab 1822 ved Selskabets sekretær Vilhelm Benzon).
b.
Rasmus Nyerup, der arbejdede på Det kongelige Bibliotek, havde taget visehåndskriftet til sig. Han delte det i to, sådan som det oprindeligt havde været. Han indlemmede (svI) og (svII) i Nyere Samling, hvor de fik nummer NkS 815b, 4¤: ”En samling af danske Kæmpeviser. Haandskrift fra det 17de Aarhundrede i 2 dele.”
Rentzel-håndskriftets overlevering
Frederik Rostgaard mistede sit embede. Han fik bøder og kom til at mangle penge. Dertil kom, at styret kan have haft anklager mod ham for at have taget bøger og arkivalier til sig. Han valgte i al fald at sælge alt, hvad han havde erhvervet i sin embedsperiode, som ikke kom fra egne udlandsrejser. Han skelnede ikke mellem det, han havde købt, fået eller taget. (note: NkS 275c, 8¤ indeholder Rostgaards registrant over sit tilbageværende bibliotek)
Kataloget til Frederik Rostgaards auktion over sit bibliotek i år 1726 vidner om, at han havde tilegnet sig visehåndskrifterne (am), (re) og (kglbr), antagelig også (vikv). De tre førstnævnte kom til at følges ad, så (re) dukkede op i flere kataloger som det midterste af dem.
Om visehåndskriftets overlevering ud fra auktionskatalogerne
Først kataloger fra Frederik Rostgaards auktion år 1726:
”nr. 923: Gamle Danske Historiske Viiser [Et temmelig got Volumen] in 4to; solgt til grev nr. 923: Gamle Danske Historiske Viiser [Et temmelig got Volumen] in 4to; solgt til grev Danneskiold for 3-4-8.” (note Bibliotheca Rostgaardiana in duas oartes divisa qvarumm Prior Impressisos libros altra manuscriptos exhibit. Hafniæ 1726.)
b.
Grev Danneskiolds bibliotek kom på auktion i år 1732 og (re) kom derfor med igen, denne gang som nr.
”No 418: Et andet Bind med gamle Danske Historiske Viser in 4to” (note: Bibliotheca Daneschioldiana, seu catallogus libroum….Christiani Comitis de Daneschiold in Samsoe…Hafniæ 1732;
De tre visehåndskrifter blev indkøbt af Det kgl. Bibliotek, hvor Hans Gram var bibliotekar.
(her vil jeg tilføje, at du har set et andet eksemplar af kataloget, end jeg gjorde, men jeg har nu fundet det på nettet. Opkøberen var, som du nævner, boghandler J. C. Rothe. Du antager, at Hans Grams underordnede Bernhard Møllmann kan have stået bag).
c.
Berhard Møllmann efterfulgte Hans Gram som bibliotekar. Han døde i år 1778, men havde blandet Det kgl. Biblioteks materialer og sine egne sammen i udstrakt omfang. Det var derfor også vanskeligt at sælge hans bibliotek. Der var flere problemer under katalogets udfærdigelse i år 1782-1783. Det første udkast listede (am), (kglbr) og (re), sidstnævnte i midten som:
”575. En anden Samling af ditto” (note: Additamenta 109, 2¤: Catalog over Manuskriptsamling ved C. Ursin, 11/6 1782)
Professor Abraham Kall tog dem med i det trykte katalog til den planlagte auktion i maj 1783 som:
”12. Gamle Danske Viser. 13. Ditto. 14. Ditto” (note: s. 144 i Møllmann Berhard: Fortegnelse over….Kbh. 1783)
Det kgl. Bibliotek klagede til kongen over auktionen. Kongen købte derfor det hele og gav det til Biblioteket. Håndskriftet (re) blev derefter registreret efter (am) som Gks. 2397, 4¤: ”En anden samling, omtrent fra same tid uden dat.”
Det tabte visehåndskrift, Tome II
Anders S. Vedel tilbageleverede ikke Tome II, som forsvandt, senest da hans bibliotek blev solgt. Det er ikke lykkedes mig at finde noget som helst spor af dets efterfølgende overlevering.
Der har været en diskussion om dette tabte håndskrift, hvortil du har tilføjet (re) i din artikel 1986. Diskussionen handler om, hvilke visehåndskrifter og visetryk, som biskop Christian Worm var i besiddelse af – indtil hans bibliotek gik op i røg under Københavns brand år 1728.
Det kommenterer jeg (s. 589-590 i afsnittet om (holst),bind 2).
Peder Syvs notater om Biskoppens kæmpeviser
Biskop over Sjælland år 1711-1737 Christian Worm havde arvet visehåndskriftet “Biskoppens Kiampewiser” efter sin far. Frederik Rostgaard afskrev tekster derfra til (holst) og gav det i øvrigt dets navn.
Christian Worms far Willum Worm (+1704) var professor i fysik på Universitetet og bibliotekar på kongens bibliotek. Willum Worm havde vist nogle af sine bøger til Peder Syv, der noterede derom i Den danske Boglade under overskriften “Hoos D. Willem Worm“.
Det fremgår af Peder Syvs notater, at Willum Worm havde nogle sagaer, et par versioner af viser om Regner Lodborg (200-visebogen nr. 3-5) og “Nogle Andre af de gemeene Kempeviser“. Syv føjede til derved: “Seete“. (note: s. 179 i Den Danske Boglade. Spetimii, KglB: Rostgaard 151, 4¤ Ud fra blæk, skrift og spredte dateringer skrev Syv i den ad flere omgange indenfor årene 1666 -1694, hvorefter han kun tilføjede få bemærkninger i år 1696 og 1701).
Peder Syv daterede ikke sit afsnit i Bogladen, der var påbegyndt år 1666, men det hørte til blandt de sene indføjelser deri fra årene 1687-1694.
Syv vendte tilbage til Willum Worms visehåndskriftet i fortalen til 200-visebogen, hvori han forbandt det med bibliotekarens far Ole Worm, mens han refererede til 100-visebogens viser: “Vore gamle Sagers flittige udforsker, Doct. Ole Worm havde selv begyndt udi en Bog at samle en hob saadanne Viser, som endnu findes efter hannem” (§10).
Frederik Rostgaards afskrifter
Frederik Rostgaard kom i besiddelse af Den danske Boglade efter Peder Syvs død. Den må have inspireret ham til at bede Christian Worm om lov til at låne visehåndskriftet. Rostgaard fik friere hænder efter at være blevet oversekretær år 1721. Det er således muligt, at han først kontaktede bispen efter at være blevet forfremmet. Dermed afskrev han viserne fra Biskoppens Visebog år 1721-1724, som de sidste løsblade til (holst).
Christian Worms eksemplar af 200-visebogen
Jeg har også omtalt biskop Christian Worms besiddelse af et værk, som må antages at være 200-visebogen (note 190, s. 135 i bind 2).
Sofus Larsen mente, i sin artikel om (re) i Folkevisstudier i et miskendt kildeskrift 1917, at et spor af den tabte Tome II i Moller’s Cimbria litterata II år 1745. Deri stod under overskriften ”Aliena editioni destinata”: ”Cantelinarum veterum Danicarum Tomus secundus, qvi in Christ(ian) Wormii Bibliotheca supresse fertur Hafniensi”.
Det lykkedes mig ikke at få fat på Cimbria Literata II under mit arbejde. Jeg har skrevet i min note, at Larsen muligvis misforstod en henvisning til 200-visebogen. Nu er bogen på Google Bøger. Sofus Larsen citerede fra afsnittet s. 909 om tabte udgaver af Anders S. Vedels arbejder. Han har misforstået på grundlag af en foregående misforståelse. 200-visebogen var fejlagtigt blevet tillagt Vedel i år 1745.
Der er mange af den slags misforståelser, når det drejer sig om visehåndskrifternes overlevering. Det er en af grundene til, at arbejdet med at følge dem gennem auktionskataloger og biblioteksregistranter giver nye og til tider overraskende resultater.